Det står endnu meget uklart, om 45-årige Brian Nielsen kommer til at gøre comeback i bokseringen. Sværvægtsbamsen har været i dialog med den tyske promotor Sauerland, men allerede inden der er kommet en konkret aftale på plads mellem parterne, er de blevet uenige om pengene.
“Det første dag fortalte jeg, hvad jeg ville have, og det syntes de lød meget godt, og nu tilbyder de mig så det halve. Manden er jo helt idiot,” siger Brian Nielsen til TV 2 Sporten.
“Det kan godt være, jeg er på røven, men så meget på røven er jeg altså heller ikke,” fortsætter han.
Promotor Kalle Sauerland forventer på trods af uenighederne, at der i løbet af kort tid er en aftale på plads mellem bokser og promotor.
“Jeg regner med at tale med Brians repræsentanter i dag eller i morgen. Vi er nødt til at se, hvordan det går, for det her er naturligvis også en forretning, og der er nogle spørgsmål, som stadigvæk mangler at blive besvaret. Men fra mit synspunkt, så har vi en aftale klar enten i denne uge eller i den kommende,” siger Kalle Sauerland.