Robert Guerreros forsøg på at tage en pistol med i et fly i John F. Kennedy-lufthavnen i går får ingen indflydelse på hans kamp mod Floyd-Mayweather den 4. maj. Bokseren er blevet løsladt, og det første retsmøde om sagen er efter kampens afholdelse fortæller Golden Boy Promotions, der er promotor for kampen.
Bokseren gjorde selv lufthavnspersonalet opmærksom på pistolen, da han gik ind i lufthavnen. Men han bliver sigtet for ulovlig våbenbesiddelse, da han ikke har tilladelse til at have en pistol i staten New York. Det har han kun i sin hjemstat Californien. Hvordan bokseren har fået pistolen fra Californien til New York beretter ingen medier om.
Guerrero var på vej til Las Vegas, Nevada, for at gøre sig klar til kampen, der bokses i MGM Grand kasinoet. Heller ikke i Nevada har han tilladelse til at have en pistol.
Den tidligere IBF-verdensmester i fjervægt og superfjervægt står til at tjene karrierens største purse. Der er intet officielt beløb, men på et tidspunkt var der uenighed i forhandlingerne mellem parterne. Guerrero ville have fire millioner dollar, men Mayweather ville kun betale 2,5 millioner dollar. Altså cirka mellem 15 og 23 millioner kroner.