Super Six-kampen mellem Carl Froch og Arthur Abraham havde mange set frem til, men efter de 12 omgange sad de fleste tilbage med en lidt tom fornemmelse. Kampen blev nemlig langt fra det super spændende brag, som mange havde sat næsen op efter.
Dertil var Carl Froch simpelthen for god. Fra begyndelsen af kampen forsøgte Abraham at presse sin engelske modstander, men det varede ikke lang tid, før Froch havde fået styr på sin modstander.
I kampens sidste halvdel begyndte det at ligne decideret udboksning. Froch havde let spil, og hos to af dommerne vandt han samtlige 12 omgange, mens den tredje dommer gav en enkelt omgang til Abraham.
Carl Froch sikrede sig dermed den WBC-titel, han tidligere på året tabte til Mikkel Kessler, og han sikrede sig en semifinalekamp i Super Six mod Glen Johnson. Arthur Abraham kan derimod se frem til et møde med Andre Ward.
På undercardet vandt sværvægtshåbet Robert Helenius på knockout i 2. omgang over Attila Levin. Med sejren kunne Helenius hænge både EU- og WBO I/C-bælterne om livet.
På sin egen hjemmebane i Oakland i Californien vandt André Ward i nat let over Sakio Bika og forsvarede dermed den WBA-titel, han i sin tid snuppede fra Mikkel Kessler.
En enkelt dommer gav samtlige 12 omgange til Ward, mens de to øvrige dommere havde 118-110 til fordel for den regerende mester.
I den svenske by Stockholm sikrede den tidligere Team Palle-bokser Frida Wallberg sig i aftes WBC-titlen i juniorletvægt, da hun efter otte omgange besejrede Olivia Gerula på point. Den rutinerede canadier blev besjeret med to, tre og tre point på dommersedlerne.