Ruben Eduardo Acosta (32-14-5, 12 KO) har ikke rejst den lange vej til Smilets By bare for at hente pengene for en kamp mod Lolenga Mock (37-14-1, 13 KO). Det gør han klart fem dage før, de to tørner sammen i hovedkampen ved lørdagens Danish Fight Night i Ceres Arena.Den 38-årige argentiner har studeret sin modstander, men han ønsker ikke at gå i detaljer om, hvordan han har tænkt sig at gå til kampen.Hvordan slår man Lolenga Mock?”I hvert fald ikke sådan her,” siger Ruben Eduardo Acosta og simulerer et vildt sving som for at gøre grin med lørdagens modstander.”Mock skal slås med intelligens. Ikke med kraft, men ved at være snu,” siger Ruben Eduardo Acosta, inden han bliver afbrudt af sin træner, der har fået øje på Brian Nielsen.”Hov, dig… du der… har du ikke været bokser engang?”, spørger træneren, Martin Atiello, hvilket Brian Nielsen dårligt kan benægte.”Har du ikke engang mødt Pedro Franco?”, spørger træneren og fremtvinger dermed et særdeles forvirret ansigtsudtryk fra den tidligere sværvægtsbamse. Med lidt hjælp blev Brian Nielsen klar over, at han i 1997 besejrede argentineren Pedro Franco, og Martin Atiello fortæller stolt, at han ved den lejlighed var i ringhjørnet hos argentineren.Trænerens hukommelse er dog ikke fejlfri. Han mener nemlig bestemt at kunne huske, at kampen fandt sted i Viborg, at Brian Nielsen vandt kampen i 6. omgang, og at Mads Larsen ved samme stævne mødte Omar Gonzales, som Martin Atiello også var i ringhjørnet hos. Ingen af de tre ting holdt stik. Til gengæld besejrede Mads Larsen i 1999 Omar Gonzales på knockout i 6. omgang – i Viborg.Med de ting på plads forsøger vi igen at spørge den argentinske bokser til hans taktik til lørdagens kamp mod Lolenga Mock.”Det vil jeg ikke sige. Taktikken holder jeg hemmelig ind til på lørdag,” siger Ruben Eduardo Acosta, som til gengæld gerne vil fortælle om nogle af de boksere, han tidligere har mødt.I løbet af det seneste halvandet år har han både mødt Patrick Nielsen og tyskeren Tyron Zeuge, der er blevet interessant i kraft af, at han har erobret WBA’s almindelige titel i supermellemvægt. Direkte adspurgt hvem af de to, der er bedst, peger argentineren på Patrick Nielsen.”Han havde nogle flere ting i værktøjskassen. Han var ikke særligt godt forberedt til kampen mog mig, som blev lavet med kort varsel, men alligevel slog han mig,” siger Ruben Eduardo Acosta.Kampen mellem Lolenga Mock og Ruben Eduardo Acosta er hovedkamp ved lørdagens stævne, og den bliver bokset over 10 omgange.Foto: Wende.