mandag, 20. januar 2025

28.08 Sauerland håber på revanche til Patrick

Hvis det står til promotor Nisse Sauerland, kan Patrick Nielsen godt begynde at forberede sig på en revanchekamp mod den russiske WBA Interim-mester Dmitry Chidinov.
For tre måneder siden tabte Patrick Nielsen (22-1, 11 KO) efter en dårlig og uinspireret indsats på point til russeren, men danskerens promotor satser på, at han kan lave en revanchekamp. Oven i købet med den fordel, at danskeren denne gang kan få hjemmebane.
 
“Vi håber på at kunne hente Chudinov til Danmark til en revanchekamp. Det er målet. Patrick kan besejre ham, hvis han er i optimal form. Vi har en stærk forhandlingsposition, for det står sort på hvidt i den kontrakt, der blev lavet på den første kamp, at vi i tilfælde af nederlag har krav på en revanche i Danmark. Og vi har arbejdet med Chudinovs promotor før, og aftaler er altid blevet overholdt,” siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet.
 
Chudinov har tidligere på måneden været i ringen, hvor han stoppede Mehdi Bouadla, der tidligere har fået tæv af Mikkel Kessler, og dermed forsvarede sin titel for anden gang. Nogen dårlig bokser er han på ingen måde, og Nisse Sauerland er derfor overbevist om, at en revanchekamp kan få et andet udfald.
 
“Jeg tror, han har indset, at hans forberedelser skal være bedre. Jeg kan mærke på ham, at han er sulten, og at han har lært af det, der skete i Moskva,” siger han.
 
Foto: Wende.

Seneste historier