Snakken har de seneste måneder gået lystigt om et rent dansk opgør mellem Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) og Lolenga Mock (35-14-1, 13 KO). Men 44-årige Mock er ikke på listen over modstandere, som Patrick Nielsen ønsker at møde: Tværtimod.
“Den kamp gider jeg slet ikke. Så kan jeg lige så godt tage 10 skridt tilbage. Jeg får intet ud af at vinde over Lolenga Mock. Nu er det kun toppen, jeg vil bokse imod,” siger Patrick Nielsen til B.T.
Mogens Palle har ellers tilbudt Patrick Nielsen en million kroner for at møde Lolenga Mock. En voldsomt høj betaling for en kamp mod en bokser, Patrick Nielsen anser som overkommelig, og hvos Mock virkelig er så ringe, som Patrick Nielsen-lejren siger, kan man med rette stille sig selv det spørgsmål, hvorfor Patrick Nielsen ikke samler millionen op og efterfølgende griner hele vejen hen i banken.
Men Patrick Nielsen mener ikke, at et nyt danskeropgør vil gøre noget godt for dansk professionel boksning.
“Hvis folk vil se en Rudy-kamp nummer to, jamen så jeg nok tage den. Men nej, jeg ved bare, at Lolenga Mock ikke kan meget mere end Rudy Markussen, og han er også en gammel mand. Bare se den sidste kamp, Lolenga Mock boksede. Det var det mest langsomme, jeg nogensinde har se,” siger han.
Patrick Nielsen har i de seneste måneder kæmpet mod en skade i hånden, men han regner med at vende tilbage til ringen i løbet af efteråret. Der er endnu ingen dato for en kommende kamp.
Foto: Wende.