For Rudy Markussen (38-3, 25 KO) kan der være en meget stor gevinst at hente, hvis det senere på året skulle lykkes ham at besejre landsmanden Patrick Nielsen (26-1, 12 KO).
“Hvis jeg vinder over Patrick Nielsen, så har jeg en-to VM-kampe i mig, det har jeg drøftet med Nisse Sauerland,” siger Rudy Markussen til TV 2 Sporten.
Den tidligere EBU-mester afviser det ikke, da han bliver spurgt, om det er den regerende WBO-verdensmester, Arthur Abraham, der også er i stald hos Sauerland, som Markussen i tilfælde af sejr over Patrick Nielsen måske kan få en kamp mod.
“Det er et godt gæt. Jeg tror, han ligger godt til mig, selvom han nok har set sine bedste år. Men det er der jo også mange, der siger om mig,” siger Rudy Markussen.
Et lignende tilbud om en VM-kamp i tilfælde af en sejr har Patrick Nielsen ikke fået.
“Jeg kan vel kun få noget anerkendelse fra det danske publikum, så på den måde er det lidt af en walkover for mig at møde Rudy Markussen,” siger den regerende WBA int’l mester.
Foto: Wende.