begge boksere var sølet til af blod da kampen mellem fadia Idrissi og Karina Karpinska blev ringet af efter fire omgange. Danskeren var begyndt godt i første omgang med sit jab efterfulgt af den lige højre, men blev presset hårdere i anden omgang. Ti sekunder før omgangens afslutning angreb den danske fluevægter, og ramte sin modstander med en uheldig skalle. Det gav Karpinska en flænge i venstre side i hårgrænsen, og den blødte ganske kraftigt resten af kampen. Polakken var meget aggressiv i den underholdende kamp, og efter en meget lige tredje omgang satsede hun alt fra fjerde omgangs begyndelse. Det gav bonus og hun ramte Fadia Idrissi rent flere gang. Bokserne kom tit i clinch, hvilket gjorde at begge blev dækket af blod i hele ansigtet.Efter kampen blev danskeren kåret som vinder med to gange 40-36 og mere rimelige 39-37 fra Ove Ovesen. Knock-out.dk scorede den 39-38 i dansk favør.

