lørdag, 27. juli 2024

28.03 Mayweathers kommende modstander anholdt med pistol

Robert Guerrero, der står til at møde Floyd Mayweather Jr. den 4. maj i en kamp om WBC-titlen i weltervægt, er tidligere i dag blevet arresteret med en pistol i John F. Kennedy International-lufthavnen i New York.
 
Ifølge lufthavnspolitiet forsøgte bokseren at deklarere en tom Smith & Wesson .40 kaliber semiautomatisk pistol, som han ikke har tilladelse til, da han skulle gå ombord på flyet til Las Vegas. Guerrero, der bor lidt syd for San Francisco i Californien, har tilladelse til pistolen i sin hjemstat.
 
Der er ikke offentliggjort detaljer om arrestationen, eller præcist hvilke sigtelser Guerrero står overfor. Ifølge en artikel på ESPNs hjemmeside, så har New York en af USA’s hårdeste våbenlove. Hvis der var ammunition til pistolen i nærheden, så står Guerrero til en minimumstraf på 3½ års fængsel. De første rapporter taler dog om, at han ikke havde ammunition med til pistolen.
 
Robert Guerrero har tidligere bokset i Danmark i 2007, hvor han slog Spend Abazi i en kamp om IBF-titlen i fjervægt.

Seneste historier