For mange professionelle boksere ender drømmen om en professionel karriere slet ikke, som de havde håbet og ønsket. Men hvorfor døde karrieren, inden den for alvor var kommet i gang? I dag ser vi nærmere på det måske største talent, der nogensinde har repræsenteret dansk boksning.Han var et kæmpe talent. Måske endda et af de største, der nogensinde er set i en dansk boksering. Alligevel kan den i dag 44-årige Ivan Camacho se tilbage på en boksekarriere, hvor hans mest berømte fight mellem tovene fandt sted, efter kampen var blevet stoppet.Det var den 26. april 1996. Ivan Camacho skulle allerede i sin syvende kamp med bar overkrop ud i en titelkamp. På spil var IBF’s intercontinentale titel, og modstanderen var italieneren Salvatore Di Salvatore. Det begyndte fint for Ivan Camacho, men i anden omgang gik det galt. Dansk-cubaneren sendte to stød afsted mod sin modstander. Begge ramte ham i nakken, og italieneren faldt til gulvet.Stævnelæge Leif Berner Hansen kiggede nærmere på den italienske bokser, og han var ikke i tvivl. Kampen kunne ikke fortsætte. Derfor besluttede kampleder Poul Thomas – efter at have rådført sig med sidedommer John Coyle og supervisor Benedetto Montella – at Ivan Camacho skulle diskvalificeres. Den besked behagede ikke Camacho, der på samme tid blev indebrændt, ked af det. Han vidste godt, at han havde overtrådt reglerne ved at slå i nakken, men han var samtidig overbevist om, at Salvatore Di Salvatore sagtens kunne fortsætte, men at han spillede skuespil for at sikre sig en sejr på diskvalifikation.I en rus af raseri løb Ivan Camacho mod sin modstanders ringhjørne, hvor Salvatore Di Salvatore sad på en stol i et forsøg på at komme sig. Han overdængede den sagesløse italiener med slag og spark, inden en række officials, blandt andet ringannuncer Mogens Nymann, fik lagt sig imellem.Ivan Camacho blev efterfølgende eskorteret til omklædningsrummet, hvor han over for de tilstedeværende journalister beklagede optrinnet.”Havde han været her, havde jeg givet ham en undskyldning. Han laver show. Han kunne bokse videre. Jeg bliver gal på ham og mister kontrollen over mig selv,” sagde Ivan Camacho til B.T.At Salvatore Di Salvatore var hårdt ramt af de ulovlige slag, var der ingen tvivl om. Da han kom til sig selv og kiggede stævnelæge Leif Berner Hansen i øjnene, spurgte han som det første, hvor hans kone og børn var henne, og hvorfor han ikke var hjemme hos dem. Den besked fik lægen til at sende italieneren til Aalborg Sygehus for at blive undersøgt for hjernerystelse.
Afhopper
At Ivan Camacho overhovedet endte i Danmark, var en tilfældighed. Han er født og opvokset på det kommunistiske Cuba, og indtil han som 17-årig besluttede sig for at satse 100 procent på boksningen, havde han han primært ernæret sig som småkriminel.Ivan Camacho viste sig hurtigt at have et stort potentiale i den firkantede ring. Han kom op blandt de bedste på Cuba, hvilket er lig med en plads blandt de bedste i verden. Som den næstbedste cubanske bokser i sin vægtklasse stod Ivan Camacho foran deltagelse ved OL i Barcelona 1992, da den højest rangerede bokser måtte melde fra med en skade. Men også Camacho blev skadet og gik dermed glip af muligheden for en OL-medalje. I stedet sendte Cuba sin tredjebedste bokser afsted. Han takkede for muligheden og snuppede den eftertragtede guldmedalje.Allerede flere år tidligere var en tanke begyndt at modnes i hovedet på den nu 24-årige Ivan Camacho. Han ville væk fra Cuba. Det var 10 år tidligere lykkedes hans far at flygte. Faderen boede nu i Californien i USA, og det var Camachos drøm, at de to igen kunne være sammen. Han ville flygte, når han på et tidspunkt skulle med den cubanske boksetrup til udlandet for at deltage i en turnering.Den mulighed opstod i november 1992, hvor Ivan Camacho og en række landsmænd var i Danmark for at deltage i Copenhagen Box Cup. Selve turneringen havde ikke været nogen succes for Camacho, der allerede i sin første kamp blev stoppet på en øjenskade mod ukraineren Vitali Kopytko.Den cubanske boksetrup skulle rejse hjem mandag den 30. november med fly via Moskva. Ivan Camacho stod op, og sammen med sine kammerater fra den cubanske trup spiste han morgenmad i restauranten på Hotel Cosmopole i Colbjørnsensgade i København. Da bokserne var færdige med maden, sagde Ivan Camacho, at han ville snuppe en ekstra kop kaffe. Han blev derfor siddende alene tilbage i restauranten, mens de øvrige gik op på deres værelser for at blive færdige med at pakke. Kort tid efter var der kaos på hotellet. Ivan Camacho var forsvundet.Formanden for Danmarks Bokse-Union, Søren B. Thomsen, blev inddraget i sagen. Søren B. Thomsen, der i det civile liv arbejdede som politibetjent, fandt via sine kontakter ud af, at Ivan Camacho var troppet op på politistationen i Valby og søgt om politisk asyl. Efter at være blevet alene tilbage i hotellets restaurant, var Ivan Camacho stille og roligt gået fra hotellet og hen til den nærmeste s-togs-station. Han kørte to stop, inden han hoppede af og fandt en tilfældig politistation.”Jeg har planlagt at hoppe af siden 1988, men først nu i København kom chancen. De glemte at passe på,” sagde Ivan Camacho få dage senere i et interview med B.T.Det vakte stor opmærksomhed i de danske medier, at en cubansk boksestjerne havde valgt at hoppe af for at søge om politisk asyl. Ivan Camacho blev efter at have afleveret sin ansøgning om asyl placeret i Sandholmlejren, mens der blev set nærmere på hans situation. Han frygtede, hvad der ville ske, hvis ansøgningen blev afvist, og han blev sendt tilbage til Cuba. Han forestillede sig, at han ville blive sendt mellem 20 og 25 år i fængsel, hvis han da ikke blev idømt dødsstraf.Dagen inden afrejsen til Danmark havde Ivan Camacho fortalt sin mor og sin kone, at han ville hoppe af og søge om asyl i Danmark. Både hans mor og hans kone var kede af, at de muligvis aldrig skulle se ham igen, men de forstod hans valg. Heller ikke de brød sig om at bo i det kommunistisk styrede land.Blev i Danmark
Oprindeligt var det Ivan Camachos plan, at han ville søge mod Los Angeles, hvor hans far havde slået sig ned. Han fandt imidlertid ud af, at hans far i mellemtiden var død, og derfor besluttede han sig for at blive i Danmark, da muligheden for asyl bød sig. I begyndelsen af 1993 begyndte han at boksetræne i klubben IK99, og et halvt år senere fik han sin første kamp. Det skete i Malmø, hvor svenskeren Magnus Østergren blev stoppet allerede i 1. omgang.Ivan Camacho var straks fra begyndelsen et stort navn i dansk amatørboksning, og en måned senere trak han 400 tilskuere til Nørrebrohallen, hvor han besejrede uganderen Goodfrey Ogava. Ingen i den danske bokseverden var i tvivl om, at det var en helt speciel bokser, der nu stillede op i de danske farver. Ved ankomsten til Danmark havde Ivan Camacho allerede bokset 152 kampe. 134 gange havde han vundet – heraf de 89 på knockout. Hans enorme rækkevidde gjorde ham til en utrolig svær mand at bokse mod. De lange arme kunne igen og igen plante tunge og solide stød på modstanderen, og den bevægelige overkrop gjorde ham vanskelig at ramme for modstanderne.En måned senere skulle han igen i ringen. Det var ved Sjællands Amatør Bokse Unions 75 års jubilæumsstævne i Sundbyøsterhallen, og modstanderen var den ungarske bronzevinder fra legene i Barcelona, Zoltan Beres. En kamp, der kunne vise, om Ivan Camacho kunne begå sig blandt de bedste boksere i verden.Ivan Camacho besejrede Zoltan Beres på knockout i 3. omgang, og kort tid senere var han klar til gensyn med sine cubanske venner i Copenhagen Box Cup. Camacho vandt guld. Endda uden at bokse finalen, da hans modstander, norske Thomas Hansvoll, valgte at melde fra. Han havde i forvejen en øm næse, og han havde ingen forventning om, at det ville blive bedre i løbet af en kamp mod Ivan Camacho.Efter turneringen valgte det cubanske boksehold, der ellers var en fast gæst ved Copenhagen Box Cup, at meddele DABU, at man ikke ønskede at komme igen. Dels var cubanerne utilfredse med, at Ivan Camacho i 1993 kunne stille op for danskerne, og dels skete det igen, at en cubansk bokser hoppede af. Mario Checheverria forsøgte at kopiere Ivan Camachos togt fra året forinden. Mario Checheverria havde tabt i turneringens første runde til Hasan Al, og efterfølgende forlod han kammeraterne for at søge om politisk asyl i Danmark.
Karantæne
Balladen i forbindelse med kampen mod Salvatore Di Salvatore sendte chokbølger gennem det danske boksemiljø. IBF havde krævet to måneders udelukkelse, men den straf var DPBF ikke enig i, så forbundet forhøjede karantænen til at være gældende i seks måneder. Et enkelt af de tre udvalgsmedlemmer ville endda have ham udelukket på livstid.Ivan Camacho fortsatte træningen i IK99 hos Milovan Mladenovic, men allerede halvanden måned senere kom han igen på kant med reglerne. Og denne gang var det ikke kun reglerne i boksningens verden, han forbrød sig imod.Søndag den 16. juni 1996 kørte Ivan Camacho med s-toget mod Hellerup. Den togfører, der kontrollerede passagerernes billetter, opdagede, at cubaneren kørte på et falsk månedskort. Den 43-årige kontrollør ville konfiskere bokserens falske kort og udskrive en afgift til ham, men den fremgangsmåde var Camacho ikke enig i.Både Ivan Camacho og kontrolløren stod af på Hellerup Station, hvor diskussionen fortsatte. Et par kolleger kom kontrolløren til undsætning, men det gjorde ikke temperamentet mindre hos Ivan Camacho, der slog den 43-årige kontrollør i hovedet med flad hånd. Han slog hårdt, for den sagesløse mand blev efterfølgende kørt på sygehuset, hvor han fik konstateret en hjernerystelse.
Ivan Camacho måtte overnatte i Vestre Fængsel, og da han dagen efter blev løsladt, var det med en sigtelse for vold mod tjenestemand i funktion. Selvom Ivan Camacho offentligt gav udtryk for, at han kun havde tjattet til fingrene på den DSB-ansatte, og at han var et offer for racisme, fik sagen flere af hans nærmeste fra boksemiljøet til at tage afstand fra ham.”Jeg kan ikke i min vildeste fantasi forestille mig, at Ivan får lov til at bokse mere. Det er jo ikke første gang, han har forbrudt sig mod reglerne,” sagde Mogens Palle to dage senere til B.T.Sagen endte med at give Ivan Camacho 20 dages hæfte. Mogens Palle tog ham på grund af den milde dom til nåde igen, men dermed var problemerne langt fra ovre. Ivan Camacho boede på det tidspunkt hos en ven på Amager, men i løbet af sommeren 1996 blev han smidt på porten, og først på efteråret blev Camacho endnu engang hevet ind til en samtale med politiet. Vennen, der nu var at betragte som tidligere ven, havde anmeldt ham for vold og trusler.Den nye sag fik igen Mogens Palle til at tøve med at give ham nye kampe. Ivan Camacho fortsatte træningen i IK99, og gennem sin træner fik han kontakt til promotorer i både England og Tyskland. Men da Mogens Palle et år efter den famøse kamp i Aalborg besluttede af give Camacho en ny chance, slog han til. Comeback-kampen skulle finde sted i Randers Hallen, og modstanderen var amerikaneren Tyrone Castell.
Comeback
Det var en tungere Ivan Camacho, der vendte tilbage til ringen. Pausen uden for ringen havde han, udover at komme i kontakt med ordensmagten, brugt på at tage flere kilo på, og den manglende form smittede af på hans indsats. Efter de seks omgange blev kampen til stor utilfredshed for tilskuerne i Randers Hallen udråbt som uafgjort. Utilfredsheden var lige så stor hos den ene af de tre sidedommere, der gjorde opmærksom på, at hans scorecard var blevet talt forkert sammen. Fejlen blev rettet, og amerikaneren blev efterfølgende udråbt som vinder.Allered en måned senere var Camacho tilbage på vinderkurs, da han i et internt Palle-opgør besejrede svenskeren Patrick Aakerlund. Han vandt yderligere ni kampe i karrieren, men uden for ringen var problemerne begyndt at vokse ham over hovedet. I januar 1998 blev han anholdt af politiet, da han på Vesterbro i København blev stoppet i sin bil og fundet i besiddelse af et mindre parti kokain. Året efter betød en operation i øjenene, at Ivan Camacho helt måtte opgive den karriere, der aldrig havde fået ham så langt, som hans talent berettigede til.Han var en fremragende bokser, og han gav ofte en ung nyprof ved navn Mikkel Kessler hænderne fulde, når de sparrede i CIK’s lokaler i Bådsmandsstræde på Christianshavn. Men efter boksekarrierens afslutning begyndte Ivan Camachos kriminelle løbebane for alvor at tage fart.
Kriminalitet
I august 2001 blev Ivan Camacho anholdt og sigtet for voldtægt af en 39-årig kvinde. De to havde tilfældigt mødt hinanden på gaden på Vesterbro i København, og de besluttede at tage hjem til Ivan Camachos lejlighed på Amager. Der blev taget narko, og efterfølgende havde de sex. Ivan Camacho hævdede, at det skete frivilligt, men i februar 2002 blev han idømt 15 måneders fængsel for voldtægt. Dommen fik Camacho til at ånde lettet op. Ganske vist var han ikke glad for at skulle i fængsel, men han slap for det, han allermest havde frygtet: En udvisning til Cuba.Allerede året efter var den gal igen. Ivan Camacho deltog i et røveri mod en postbutik i Vanløse, hvor en af de ansatte blev skudt i maven. Udbyttet af røveriet var 50.500 kroner, og det fik store konsekvenser for Ivan Camacho. I Landsretten blev han idømt 10 års fængsel samt udvisning til Cuba, og selvom Højesteret i februar 2005 satte straffen ned med to år, stod udvisningen ved magt.Fra sin fængselscelle i Nyborg Statsfængsel begyndte Ivan Camacho at skrive. Han havde haft et indholdsrigt liv, og han forsøgte at få det hele fældet ned på papir. Det skulle være en bog. Han ville udgive sine erindringer.
Hvor langt Ivan Camacho nåede med sine skriverier, melder historien ikke noget om. Men boksningen kunne han ikke slippe. I november 2011 blev han fra sin fængselscelle interviewet til ugebladet Se og Hør, og her lod Camacho sig inspirere af en anden dansk bokser, der efter en lang pause havde fået et comeback. Ivan Camacho kunne også godt tænke sig endnu en tur i ringen, og det måtte gerne være mod dansk boksnings darling, Brian Nielsen.Ivan Camacho er i dag løsladt sin dom for røveri og medvirken til drabsforsøg, og han befinder sig fortsat i Danmark. Han træner hos bokseklubben CIK, hvor han gerne stikker næverne i handskerne for at sparre med blandt andet sværvægteren Claus Bertino.Det har ikke været muligt at få Ivan Camacho i tale til denne artikel. Trods flere forsøg er opkaldene på hans mobiltelefon ikke blevet besvaret.Navn: Ivan CamachoFødt: 10. september 1968Promotor: Mogens PalleVægtklasse: MellemvægtRekordliste: 16-2, 8 KO