onsdag, 18. september 2024

28.01 Mads Larsen er nervøs

Mads Larsen lægger ikke skjul på, at han er nervøs forud for EM-kampen mod Brian Magee i Århus på lørdag.

”Selvfølgelig er jeg nervøs. Der er nerver på, det er der altid op til en kamp, når man går rundt i sin egen lille verden og venter. Ellers er der jo noget galt. Men nu mærker jeg selvfølgelig også, at der er lidt ekstra på spil,” siger Mads Larsen til sporten.dk.

Mads Larsen har bokset seks kampe siden sit comeback efter den lange pause, og han har aldrig været tilbage på sit helt gamle niveau. Mads Larsen, der bliver 37 år om få uger, er da også godt klar over, at han får svært ved at få flere chancer for at vinde titler, hvis det skulle glippe lørdag.

”Jeg ved jo godt, at der er noget vind-eller-forsvind over kampen. Det kan ikke være anderledes. Men jeg føler, at jeg er godt forberedt, og jeg håber, at jeg vinder,” siger Mads Larsen, der også i 2003 blev europamester, da han besejrede tyskeren Danilo Haussler. Den titel nåede han dog aldrig at forsvare.

Kort før den kamp var Mads Larsen så tæt på at blive verdensmester, som man overhovedet kan være uden at blive det, da Sven Ottke vandt med mindst mulige margin i kampen om WBA- og IBF-titlerne. Men om det kan blive til endnu en chance for danskere, der sidste år takkede nej til at møde canadieren Lucien Bute i en kamp om IBF-titlen, vil han ikke forholde sig til på nuværende tidspunkt.

”Selvfølgelig vil jeg gerne have en VM-chance igen. Det er da klart. Men det er tåbeligt at tale mere om før efter kampen. Jeg tænker heller ikke på, hvad der skal ske, hvis jeg taber. Jeg gider slet ikke bruge min energi på at tænke i de baner. Alt mit fokus er på kampen, og den skal nok blive hård nok,” siger Mads Larsen.

Seneste historier