28.01 Larsen: Kasper passer bedre til prof boksning

Robert Larsen, der skal stå bag 20-årige Kasper Iversen, der netop er gået over som professionel bokser, er ikke i tvivl om, at han har fået et stort talent under sine vinger.

“Jeg synes, Kasper passer meget bedre til professionel boksning end til amatørboksning. Det er noget med tempoet og hans slagkraft,” siger Robert Larsen til Dagbladet Holstebro-Struer.

Kasper Iversen har altid gået med en drøm om at blive professionel, og Robert Larsen tror, han kan bære det vidt.

“Han har ønsket at blive professionel, og nu får han chancen. Jeg tror, hans talent kan række til meget. Det er en stor mulighed for ham,” siger Robert Larsen.

Kasper Iversen skal efter planen debutere den 19. marts i Ribe, men hvornår han efterfølgende kommer i kamp, er der foreløbig ingen afklaring på.

“Der er ingen datoer på plads, men jeg håber på, at han kan få fem-seks kampe inden jul,” siger Robert Larsen.

Seneste historier