Mikkel Kessler lyste op i et anstrengt smil, da han i april 2010 slog Carl Froch i Herning. En kæmpe flænge over venstre øje og et rødt ansigt viste, hvor hård kampen havde været for danskeren. Han havde leveret karrierens største præstation og overvundet alle kritikerne.Halvdelen af den danske sportspresse havde afskrevet vikingekrigeren. I spidsen havde Kurt Thyboe lyst som et fyrtårn med en forudsigelse om, at Mikkel Kessler var en færdig mand og ville blive knockoutet i 1. omgang. Intet kunne være mere forkert. Den tidligere verdensmester havde generobret sin trone og viste en vilje, der sjældent ses i professionel boksning.Nu skal Kessler og Froch i ringen mod hinanden i april eller maj. Det kun blive en meget hård fight for begge boksere, og det er spørgsmålet, om det er en rigtig beslutning at tage den. Der er meget at vinde. Carl Froch er IBF-verdensmester og til forskel for danskerens WBA-titel er det en rigtig VM-titel. WBA kalder ganske vist Kesslers titel for ”world title”, men da Andre Ward er ”Super champion”, er det kun forbundets næstbedste titel. Kampen vil sandsynligvis også sende Mikkel Kessler i boksningens Hall of Fame.Et nederlag vil til gengæld betyde, at mange vil have mindre respekt for hans sejr over Froch i deres første møde. Han vil rykke ned ad rangstigen til de mere almindelige verdensmestre. En lige match Kessler har dog tidligere været langt nede og kommet tilbage. Efter sejren over Froch i 2010 måtte Kessler holde en pause på over et år på grund af problemer med synet. Comebacket har været meget langsomt, og han mangler endnu at slå en bokser i top10, siden den magiske aften i Herning for snart tre år siden. Men han har vundet sine tre kampe på knockout. Carl Froch har brugt tiden på at cementere sig som en af de helt store boksere i supermellemvægt. Først slog han Arthur Abraham og Glenn Johnson efterfulgt af et næsten uundgåeligt og ensidigt nederlag til Andre Ward. En sejr knockout-sejr over Lucian Bute i forsommeren 2012 viste, at Froch er en farlig modstander for alle i vægtklassen på nær Andre Ward.Englænderen har passeret Kessler hos The Ring Magazine og er nu nummer to i supermellemvægt lige foran danskeren. Hos det engelske magasin Boxing Monthly er Kessler nummer to, Froch nummer tre. Det er ”dead even”. En anderledes kamp Selvom det er de samme to boksere, så er meget anderledes denne gang. Den mest indlysende forskel fra det første møde er, at Kessler denne gang er på udebane. Danskeren har fire gange tidligere bokset store kampe på udebane. Han har slået Danilo Häussler (Tyskland) og Anthony Mundine (Australien) og tabt til Joe Calzaghe (Wales) og Andre Ward (USA). Selvom han har denne erfaring, så er hjemmebane altid en stor fordel i boksning. De påvirker både boksernes psyke og dommernes scorecard. Til gengæld er optakten for Kessler langt mindre turbulent, end da han mødte Froch første gang. Dengang kom Kessler direkte fra et chokerende nederlag mod Andre Ward i Californien. Tvivlen sad inderst inde i hans sind. Var han stadig på sit gamle niveau? Nu ved han, at Andre Ward er et særligt talent, der er nummer to i verden pound-for-pound. Det var ikke et nederlag mod en ordinær modstander.Få måneder før Froch-kampen brød Kessler også med Ricard Olsen, som han havde haft i ringhjørnet, siden han som 10-årig første gang trak boksehandsker på. En følelsesmæssig svær beslutning. Kessler havde tidligere haft Montoya som træner. Men det var alligevel nyt for ham, at have amerikaneren som enetræner og han ændrede samtidig danskerens måde at bokse. Kessler skulle være mere aggressiv i forhold til de strategier Olsen lagde. Nu har han bokset fire kampe under Montoya, og alle er bokset offensivt. Kun en vej – frem Det er netop den måde, man slår Froch på. Englænderens to nederlag er netop mod boksere, der gik frem. Kessler i 2010 og Ward i 2011. Amerikaneren pressede den fysisk større englænder tilbage på bagfoden og udnyttede hans dårlige balance. Når Froch går baglæns, har han meget lidt kraft i sine slag, og det er reelt kun uppercuttet, der er farligt.Går Froch frem, vokser han til et monster. Det fik Lucian Bute at føle i maj 2012. De to første omgange var ganske lige, men da rumænere blev rystet af en engelsk kombination, begik han fejlen at begynde at gå baglæns. Derefter blev det en meget brutal og ubehagelig affære for den Canada-baserede bokser. Bute blev knockoutet i femte omgang.Kessler har haft tid til at bokse den rigtige taktik mod Bouadla, Green og Magee siden den første kamp mod Froch. En stor fordel når han igen står overfor IBF-verdensmesteren.Selvom kampen foregår i England, så er der altså forhold, som taler til fordel for danskeren. Men det er bekymrende, at Mikkel Kessler har udtalt, at det kan være hans sidste kamp, selvom han vinder. Det er aldrig godt, når en bokser mentalt er på vej ud af karrieren. Målet må altid være nye kampe og nye sejre. Ottke-vejen lokker Mikkel Kessler kunne vælge at forsvare mod lette modstandere 3-4 gange om året og fylde bankbogen op som tyskeren Sven Ottke gjorde. Stanyslav Kashtanov er den kommende officielle udfordrer – en ukrainer der vandt interimtitlen i en fornærmende ringe kamp mod Server Yemurlayev. Så der er intet pres på den vej. På to år ville han kunne tjene op mod 30 mio. kroner uden den store risiko. Mod Froch får han ifølge nogle medier omkring 12 mio. kroner for at tage en stor risiko. Den slags kampe kan han højest bokse to af om året. Belønningen kan til gengæld være Hall of Fame og nye store kampe. Er det en klog beslutning at bokse mod Froch? Det er et spørgsmål om værdier. Er værdien penge og sikkerhed, så er det den forkerte kamp. Men Kesslers værdier er helt tydeligt anderledes. Han ønsker at tage chancer, blive anerkendt som den bedste i verden og måle sig med legenderne. Når det er værdierne, så er Froch den helt rigtige kamp. For fightfans må det være de store kampe, der trækker. Så det er vores værdier Kessler afspejler, og alle må rose hans ønske om at møde de bedste – også på udebane.KO12 vender tilbage om 12 dage med en optakt til stævnet den 9. februar i Esbjerg. Bliver Andreas Evensen europamester? Og hvor stort et talent er Patrick Nielsen?Photo: Wende