Tyske Jennifer Retzke (15-1-1, 9 KO) har forberedt sig grundigt på lørdagens titelkamp i København mod den firdobbelte verdensmester Cecilia Brækhus (26-0, 7 KO). Tyskeren er officiel udfordrer til IBF-titlen, og selvom hun er underdog, tror hun på muligheden for sejr mod den norske storfavorit.
“Jeg har trænet mere op til denne kamp end nogensinde før. At møde pound-for-pund nummer et er noget specielt. Det er muligt, at Cecilia er den bedste i verden, men så skal verden forberede sig på en stor overraskelse på lørdag,” siger Jennifer Retzke i en pressemeddelelse.
Sådan tror Cecilia Brækhus ikke, at det går. Hun mener, at hun er langt bedre end den tyske udfordrer.
“Jeg respekterer altid min modstander, men der er ingen tvivl om, at jeg er en bedre bokser, og det vil man kunne se på lørdag. Jeg vil forsvare mine bælter og bevise, at jeg hører hjemme på et andet niveau end Jennifer,” siger Cecilia Brælhus.
Foto: Team Sauerland.