De seneste mange Nordic Fight Night-stævner i Danmark har været kendetegnet ved deres ekstremt lave tilskuertal. Men det bliver der tilsyneladende lavet om på, når Patrick Nielsen og Rudy Markussen den 12. december tørner sammen i Brøndby Hallen.
I hvert fald melder Team Sauerland nu, at der er tæt på udsolgt.
“Reaktionen har været helt enorm. Salget er på niveau, hvis ikke over, de kampe vi har lavet med Kessler i Danmark,” siger Nisse Sauerland ifølge en pressemeddelelse.
“Halvdelen af billetterne blev solgt på de første 48 timer, og vi ser nu på muligheden for at øge kapaciteten. Kampen har virkelig fanget folks interesse, og det er helt sikkert også den største kamp mellem to danskere i mange, mange år. Hvis man så tilføjer det ekstreme had, der er mellem de to lejre, og det faktum at taberen virkelig har alt at tabe og vinderen alt at vinde, så er vi garanteret en fantastisk bokseaften den 12. december,” tilføjer promotoren.
Foto: Wende.

