lørdag, 6. december 2025

27.07 Manager: Patrick skal tjene på Rudy-kamp

Ifølge Ekstra Bladet vil Rudy Markussen (38-3, 25 KO) tjene op mod en million kroner på det kommende danskerbrag mod Patrick Nielsen (26-1, 12 KO). Og ifølge Patrick Nielsens manager, Simon Lundt Hansen, skal den unge af de to boksere have langt den største hyre. Faktisk det dobbelte, mener manageren.
 
“Jeg ved ikke, hvad Rudy får, men uden Patrick ville Rudy jo ikke tjene nogle penge på det her. Uden Patrick ville Rudy måske få 10.000 euro for en kamp. Hvis han kunne få en kamp. Så selvfølgelig skal Patrick have meget mere end ham,” siger Simon Lundt Hansen vil Ekstra Bladet.
 
Rudy Markussen skal ifølge aftalen med Team Sauerland have en opvarmningskamp i september, og til december kan de to danskere så tørne sammen. Men Simon Lundt Hansen tager det helt roligt.
 
“Lad os se, om Rudy overhovedet kan bokse igen til september. Han har jo været væk i et et halvt år med en skade i nakken, så lad os nu se,” siger manageren, der endnu ikke har forhandlet med den tyske promotor om betingelserne for kampen.
 
“Når Rudy har bokset, kan vi skrue bissen på og få det forhandlet på plads. Rudy ligger jo ikke på nogle ranglister mere, så Patrick skal tage den for publikums skyld. Det er da også fedt for et sportsmand at give folk, hvad de vil have. Men der skal være noget økonomi. Noget, der giver os noget,” siger han.
 
Foto: Wende.

Seneste historier