torsdag, 15. maj 2025

27.06 Brækhus glad for pausen

Det er efterhånden syv måneder siden, at den norske verdensmester Cecilia Brækhus (27-0, 7 KO) senest var i ringen. Ved den lejlighed forsvarede hun sine VM-bælter mod tyskeren Jennifer Retzke i København, men i den kamp fik hun et brud på sin ene fod, hvilket har betydet en pause i længere tid.
 
Men hovedpersonen er faktisk glad for, at hun har fået en pause.
 
“Det føles egentlig ganske godt. Selvom jeg ikke vil sige, at det var godt, at jeg brækkede foden, så trængte jeg virkelig til en pause. Jeg føler mig bedre end længe, for kroppen har været igennem meget de seneste 10 år. Det har nogle gange været på grænsen af, hvad jeg kunne tåle,” siger Cecilia Brækhus til VG.
 
“Jeg er sikker på, at det gør mig til en bedre bokser,” tilføjer hun.
 
Pausen har 33-årige Brækhus blandt andet brugt på at skifte sin mangeårige promotor, Team Sauerland, ud med K2 Promotion, der har Klitschko-brødrene bag sig. 
 
“Denne pause har betydet, at jeg har haft mulighed for at se på min karriere på en helt anden måde. Jeg har fået mulighed for at planlægge min fremtid, og vi har nogle spændende nyheder på vej,” siger Cecilia Brækhus.
 
Ifølge den norske avis kan Cecilia Brækhus måske vende tilbage til ringen til oktober.
 
Foto: Wende.

Seneste historier