Puriya Haidari (7-1, 3 KO) er efter et nederlag og en lang skadespause nu i fuld gang med at få sin professionelle boksekarriere tilbage på rette spor. Fredag bokser han ved Team Vesters stævne i Holstebro sin anden kamp siden den lange pause, når han møder Jovica Jovanovic (1-1, 1 KO).
Det er en modstander, Haidari bør kunne besejre. Den 30-årige dansker går efter de store kampe, men faktisk havde han en anden grund end mange andre til at smide undertrøjen og begynde at bokse for penge.
“Jeg følte, jeg var nødt til at blive professionel for tre år siden, for som amatør kunne jeg ikke nå noget ved EM, VM eller OL og så videre. Jeg manglede et dansk statsborgerskab for at kunne være med. Jeg kunne bokse landskampe og Bundesligakampe, men ikke de store mesterskaber,” siger Puriya Haidari til Ekstra Bladet.
Haidari har uden held forsøgt at komme ind i varmen hos Team Sauerland. Sidste chance blev glippet, da Haidari i oktober 2013 tabte klart til Kim Poulsen. Alligevel tror han på, at han kan hæve niveauet og bokse om bælter.
“Det er nu og her, jeg skal tage skridtet op. Jeg kunne sagtens bokse en mindre titelkamp. Men det kræver, at jeg vinder i Holstebro. Alle boksere kæmper for at blive verdensmestre, og det gør jeg også,” siger han.