På fredag sker det endelig: Osama Hadifi (10-0, 10 KO) skal for første gang bokse som professionel på dansk grund. Det sker i Holstebro, hvor Team Vester holder stævne. Her skal Hadifi i ringen mod Borislav Gligoric (3-3, 2 KO) fra Bosnien.
Han er en mand, der er blevet stoppet i alle sine tre nederlag. Han ligner derfor en bokser, som Hadifi skal besejre let. Alligevel er han bedre end hovedparten af de boksere, Hadifi hidtil har mødt på forskellige stævner i primært Tyskland.
“Team Sauerland har jo forsøgt at sætte mig op mod et par af deres folk, men ingen var interesserede i at møde mig. Så jeg har rejst efter kampene,” siger Osama Hadifi til Ekstra Bladet.
At være omrejsende bokser på de små GBA-stævner i Tyskland kan til tider være en blandet fornøjelse. Det har den ubesejrede dansker da også måttet erkende.
“Det har selvfølgelig været hårdt til tider, når mine kampe er blevet aflyst, eller når man ikke har vidst, hvad der ventede i fremtiden. Til gengæld har jeg fået en masse oplevelser. Bare mine ophold i Panama har været det hele værd. Jeg har været derovre to gange, først i syv uger, derefter i to måneder. Det var den største test i min karriere,” siger Osama Hadifi, der til daglig har et fuldtidsjob hos Danske Bank.