lørdag, 6. december 2025

27.03 Bladt leverede forrygende knockout

Den tidligere europamester Christian Bladt har stadig punch i næverne. Fredag aften leverede Christian Bladt den mest fornemme knockout i lange tider, da han allerede i første omgang sendte sin skotske modstander Gary Young i gulvet.

Kampen var startet i et højt tempo med mange slagudvekslinger. Young kom hele tiden busende fremad, og han fik sat flere gode træffere ind hos Bladt. Men skotten havde mangler i sin defensiv, og det udnyttede Bladt flere gange effektivt ved at svare igen.

Mod slutningen af omgangen fik Bladt placeret boksesportens ondeste slag – den dybe venstre – præcis i leveren på Gary Young, der sank sammen uden mulighed for at komme på benene igen.

En forrygende flot knockout, der giver håb om, at der stadig er gode kampe tilbage i den 35-årige Bladt.

Christian Bladts rekordliste tæller nu 35 sejre, 10 nederlag og to uafgjorte kampe, mens Gary Young led karrierens andet nederlag.

Seneste historier