lørdag, 27. juli 2024

27.02 Don King knuser Sauerland i purseoffer

Don King har med et af de seneste års mest overraskende bud i purseoffers vundet rettighederne til WBO-titelkampen i cruiservægt mellem den forsvarende mester Marco Huck (35-2-1, 25 KO) og Ola Afolabi (19-2-4, 9 KO). De første forlydender går på, at han vil placere den i Tyskland den 25. maj – samme dag som Kessler-Froch.
 
Don King, der ikke er promotor for nogen af de to boksere vandt med et bud på 1,5 mio. dollar (8,5 mio. kr). Sauerland Event, der står bag Marco Huck, bød 944.444 dollar (5,4 mio. kr), mens K2 Promotions, som er bag Afolabi, bød 375.000 dollar (2,1 mio. kr).
 
“Aldrig før har en amerikansk promotor brugt så mange penge til en titelkamp, der involverer en tysk cruiservægtsmester”, siger Chris Meyer, administrerende direktør hos Sauerland Event, ifølge Boxingtalk.com og fortsætter:
 
“Nu må vi vente og se, hvor kampen finder sted. Den nævnte dato for kampen er 25. maj. Team Sauerland og Matchroom Sport viser allerede Mikkel Kessler-Carl Froch II i O2 Arena i London samme dag”.
 
Det overraksende bud sætter stalden på overarbejde, da de normalt vinder deres purseoffers uden reel modstand. Don King vandt tidligere på måneden purseofferet til WBA-titelkampen i cruiservægt mellem Denis Lebedev (25-1, 19 KO) og Guillermo Jones (38-3-2, 30 KO) med et bud på 712.000 dollar (4,1 mio. kr).
 
Hvad Don King vil med de to VM-kampe i cruiservægt er endnu ikke klart, men der spekuleres i, at de skal være på samme stævne. Den 27. april er også nævnt som en mulighed.

Seneste historier