Michele Di Rocco (38-1-1, 16 KO) er ikke i tvivl om, hvordan udfaldet bliver af lørdagens EM-kamp mod Kasper Bruun i Milano: Han vinder på knockout i 6. omgang.
Den forudsigelse er danskeren selvsagt ikke enig i, men den får ham ikke til at ryste i bukserne.
“Det er fint nok med mig, at han siger det. Han lægger bare et kæmpe pres på sig selv. Di Rocco kommer helt sikkert ikke til at stoppe mig. Det her bliver et eventyr for mig,” siger Kasper Bruun til TV 2 Sporten.
Kampen er et frivilligt forsvar af italienerens EM-titel, og danskeren er uden tvivl blevet udpeget som modstander, fordi han set med italienske øjne er det letteste offer af de boksere, som EBU kunne acceptere. Alligevel tror Bruun på muligheden for at tage titlen.
“Jeg ved godt, at jeg er bagud på point, inden kampen går i gang. Han er den forsvarende mester på sin hjemmebane. Sådan er det. Men det er bare ind og køre ekstra på,” siger han.
Foto: Wende.

