mandag, 9. december 2024

27.01 Poulsen håber på EM-kamp i 2011

Kim Poulsen lægger ikke skjul på, at han er meget glad for sin nye aftale med den tyske storpromotor, Sauerland.

“Det er en drøm, der er gået i opfyldelse. Det svarer til et skifte fra AC Horsens til Real Madrid. Det var simpelthen for godt et tilbud til, at jeg kunne takke nej,” siger Kim Poulsen til Horsens Folkeblad.

Poulsens nu tidligere manager, Henrik Risum, har ikke lagt skjul på, at han er utroligt skuffet over Kim Poulsens måde at agere på i forbindelse med skiftet, og Kim Poulsen erkender da også, at det ikke har været helt let.

“I og for sig var det en nem beslutning at sige ja til Sauerland, men det var svært at skulle sige farvel til Henrik Risum, der virkelig har knoklet for at skaffe mig kampe. Det har været et personligt forhold, er ikke kun bygger på det forretningsmæssige,” siger han.

Den 22-årige letvægter, der pt. er rangeret som nr. 17 på EU-ranglisten, håber, at han i løbet af næste år kan være kommet så langt i sin udvikling, at en kamp om EM-titlen kan komme på tale.

“Sauerland har kontakterne til at skaffe mig en titelkamp, hvis jeg vel at mærke lever op til forventningerne. Jeg håber på, at en EM-titelkamp kan komme på tale i løbet af 2011,” siger Kim Poulsen.

Seneste historier