lørdag, 27. juli 2024

26.11 Se Hadifi og Farahnak i aktion

To danskere skal i aktion, når den tyske promotor Mario Pokowietz på lørdag holder stævne i byen Beeskow, der ligger i det østlige Tyskland, tæt på grænsen til Polen.
 
Både Osama Hadifi og Ali Reza Farahnak skal i ringen, og ved den lejlighed bliver der mulighed for at sidde hjemme ved computeren og se de to danskeres kampe. Stævnet bliver streamet på følgende link: http://www.stream2go.de/boxsport-tv/klappert-vs-matos/
 
For Ali Reza Farahnak er der tale om professionel debut, og den 27-årige dansker får en på papiret helt acceptabel modstander, hvilket ellers ikke er nogen selvfølge i det regi, han har valgt at blive professionel. Patrick Berger fra Østrig har 8 sejre og 11 nederlag, og selvom sejrene primært er hentet mod fusentaster, og selvom Berger har tabt, hver gang han har mødt gode modstandere, ligner han en udmærket modstander for en debutant.
 
Osama Hadifi bliver til gengæld del i endnu en sørgelig mismatch. Hadifi har vundet samtlige sine syv professionelle kampe på knockout i 1. omgang, og det kommer til at ske igen, når umuliussen Julius Harvan vil blive stoppet, inden kampens indledende omgang er forbi. 19-årige Julius Harvan har tabt begge sine professionelle kampe på knockout i 1. omgang – den ene gang er det oven i købet sket til et af de lig, der er blevet sminket og udstyret med boksehandsker for at blive sendt i ringen mod Osama Hadifi.
 
På stævnet er der to titelkampe. Tyskeren Nick Klappert (17-1, 11 KO) skal i ringen mod Idiozan Matos (32-17, 26 KO) i en kamp, der gælder IBO I/C-titlen i letmellemvægt. Desuden mødes Azad Azizov (27-4-2, 17 KO) og Philipp Schuster (21-1-1, 15 KO) i en kamp, hvor GBC-titlen i letweltervægt står på spil.
 
Foto: Boxfotograf.de.

Seneste historier