Det er ikke hvem som helst, der har presset på for, at Steffen Andersen kunne få et comeback i bokseringen. Det var Mikkel Kessler, der for et par måneder siden bad Nisse Sauerland om at kigge nærmere på den 36-årige dansker, der senest var i ringen i 1998.
“Jeg var ude og besøge Mikkel Kessler i hans træningscenter for et par måneder siden og lagde godt mærke til, at der var denne her fyr, jeg aldrig havde set før. Han trænede med, og Mikkel sagde til mig: ‘Nisse, prøv lige at tjekke ham Steffen. Han er virkelig, virkelig god’. Når en fyr som Mikkel siger den slags, lytter man efter,” siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet.
Det er blot tre måneder siden, at Steffen Andersen blev løsladt fra fængslet. Det gjorde han blandt andet på den betingelse, at han fik en værge. Navnet på denne værge er såmænd Mikkel Kessler. Som en del af udslusningsprocessen skal Steffan Andersen være hos Mikkel Kessler i hans træningslokale, og faktisk har Kessler pligt til at indberette det til myndighederne, hvis venne ikke dukker op.
“Mikkel og jeg har været venner, siden han startede i bokseklubben CIK som 13-årig. Vi har holdt kontakten ved lige hele vejen gennem hans professionelle karriere og gennem mine mange fængselsophold. Han har hele tiden besøgt mig, når jeg sidder inde,” forklarer Steffen Andersen, der blev idømt otte års fængsel for sin rolle i det store millionrøveri mod Dansk Værdihåndteringscentral i 2008.
Som den eneste har Steffen Andersen aldrig erklæret sig hverken skyldig eller uskyldig i det store røveri, og han forsikrer, det er slut med at sidde i spjældet.
“Jeg har været kriminel det meste af livet, men er det ikke mere. Min kone gider ikke vente på mig mere,” siger Steffen Andersen.