fredag, 17. januar 2025

26.10 Terteryan ser frem til profdebut 29. november

Marsel Terteryans planlagte profdebut den 5. november gik i vasken, da stævnet belv aflyst, men nu håber han i stedet at kunne bokse den 29. november ved et stævne i Berlin. Det er i hvert fald den nye plan.
 
“Jeg glæder mig til at komme i gang som professionel. I første omgang forventer jeg, at alle mine kampe bliver bokset i Tyskland, men jeg håber at få mulighed for at komme med ved et af Mogens Palles stævner,” siger Marsel Terteryan til Horsens Folkeblad.
 
Den danske mester i letvægt har en konkret forklaring på, hvorfor han mener at være god nok til at bokse professionelt.
 
“Jeg har vundet to gange over Ali Mohamed, som har fået kontrakt hos Mogens Palle, men det bliver ikke ham, jeg skal møde, da vi ikke længere er i samme vægtklasse,” siger han.
 
En anden af Marsel Tertertyans gamle amatørkammerater fra BK Vitus, Simon Madsen, står også på spring til en professionel karriere i alternative omgivelser, og de forbereder sig nu i fællesskab.
 
“Jeg træner med Simon Madsen i øjeblikket, og en af de nærmeste dage tager Simon Madsen og jeg til Berlin for at træne med en sparringspartner fra Tjetjenien. Det er en aftale, min manager Robert Larsen har skaffet,” siger Marsel Terteryan.

Seneste historier