Det tegner til at blive et meget dansk boksestævne, som Team Vester vil arrangere fredag den 2. oktober. I hvert fald er der foreløbig planer om tre kampe, hvor der skal stå danske boksere i begge ringhjørner.
Vester har netop offentliggjort, at Kim Thomsen (2-0, 1 KO) skal i ringen mod landsmanden og staldkammeraten Mark Graversen (10-1-1, 3 KO).
Thomsen og Graversen har det tilfælles, at de begge har været i ringen ved begge Vesters stævner i foråret, hvor de begge i april måtte kæmpe hårdt for pointsejre over polske modstandere, mens de en måned senere fik lettere sejre til rekordlisterne. Graversen har større professionel erfaring, da han for 13-14 år siden boksede yderligere 10 kampe.
To andre rent danske opgør er foreløbig planlagt til stævnet. Det gælder kampen i mellemvægt mellem Nicolai Stougaard (2-0, 2 KO) og Andreas Lynggaard (1-0, 0 KO) samt opgøret i weltervægt mellem Puriya Haidari (8-1, 3 KO) og Robert Larsen (2-0, 1 KO).
Team Vester har endnu ikke offentliggjort, hvor i landet stævnet den 2. oktober skal finde sted.

