Når Micki Nielsen (21-0, 14 KO) om få uger skal i ringen i Sydafrika mod Johnny Muller (19-6-2, 13 KO), kommer det til at foregå på nogle helt andre betingelser, end han er vant til hjemme fra Danmark. For eksempel skal kampen bokses i to kilometers højde – en højde, hvor der er en helt nden luft end ved havets overflade.
Det er dog en situation, som den ubesejrede dansker har forberedt sig på.
“Jeg har trænet lidt med maske, som hjælper lidt. Det giver en idé om, hvordan det er. Men jeg håber fandeme ikke, det er lige så slemt som med den maske,” siger Micki Nielsen til Ekstra Bladet.
At han skal bokse i Sydafrika langt væk fra de vante omgivelser, tager han ikke så tungt. Heller ikke selvom staldkammeraten Mateusz Masternak for bare et år siden boksede i samme arena mod den samme modstander og ved dne lejlighed blev groft snydt for sejren.
“Nu har jeg prøvet det nogle gange. Jeg har bokset i London, i Finland og i Rusland. Og så boede jeg jo tre år i Berlin med min bror. Det er bare noget, der følger med. Man kan ikke altid bokse på hjemmebane,” siger Micki Nielsen.
Foto: Wende.