Aftenens amatørlandskamp sluttede med en meget overbevisende sejr til Dennis Ceylan over Nikolai Chaskin fra Estland.Ceylan blev forud for stævnet hyldet for at have kvalificeret sig til sommerens OL i London, og da den 22-årige som aftenens sidste amatør gik i ringen, virkede han da også meget opsat på at levere en solid og overbevisende præstation.Dennis Ceylans sejr var på intet tidspunkt i fare, for han var ganske enkelt klasser bedre end estiske Nikolai Chaskin. Den stakkels ester blev overdænget med slag både dybt og højt, og i slutningen af 1. omgang måtte han tage en stående tælling. Dennis Ceylan var derfor foran med 6-1 efter 1. omgang.Den boksemæssige overlegenhed fortsatte i 2. omgang, hvor Ceylan hele tiden dominerede sin modstander og ramte med masser af både dybe og høje træffere. Det blev til sidst for meget for kamplederen, der stoppede den ulige kamp i 2. omgang og erklærede Dennis Ceylan for vinder på RSC.

