mandag, 9. december 2024

26.03 Brian Knudsen er tændt

Brian Knudsen vender i aften tilbage til ringen for første gang i otte år, når han ved Anders Vesters stævne i Kjellerup går i ringen mod Janos Olah fra Ungarn. Knudsen har ikke haft handsker på i årevis, men han glæder sig til comebacket.

“Jeg har næsten ikke rørt et par handsker siden 2003, men i efteråret begyndte jeg at træne lidt. Så begyndte jeg at tænke, at det da kunne være sjovt at komme i kamp igen, og jeg er jo efterhånden 35 år, så det er nu eller aldrig,” siger Brian Knudsen til Randers Amts Avis.

I sin seneste kamp i september 2002 fik Brian Knudsen regulære klø af den ordinære englænder Matthew Barr, men det er ikke for at revanchere det nederlag, at Brian Knudsen nu igen forsøger sig som professionel nævekæmper.

“Nej, jeg bærer ikke nag. Jeg var hurtigt videre efter den kamp. Det er ren og skær lyst, der driver mig. Jeg er tændt. Det har været sjovt at prøve at leve professionelt igen og ikke bare kunne spise, hvad man vil og springe over den øl, man har lyst til efter fyraften. Det har været med til at tænde mig endnu mere, og nu er formen på plads. Jeg er ved at være gammel, men timingen er der, jeg har stadig gode reflekser, og hurtigheden er der også stadig. Det hele kører godt, synes jeg, og nu glæder jeg mig bare til at komme i gang,” siger Brian Knudsen.

Knudsens modstander i aften i Kjellerup, Janos Olah, har kun bokset seks professionelle kampe, men han har til gengæld erfaring fra andre kampsportsgrene.

“Det var først meningen, at jeg skulle have mødt en gammel garvet amerikaner med en mere skolet og regulær stil, men nu blev det en gammel thaibokser fra Ungarn. Jeg tror alligevel, det bliver en god kamp,” siger Brian Knudsen.

Seneste historier