Jonas Madsen (2-0, 0 KO) beviste endnu engang, at han er en bokser med masser af talent, da han i sin anden kamp som professionel pointbesejrede Davit Ribakoni (10-11-5, 2 KO) på point.
Allerede i 1. omgang viste Jonas Madsen særdeles fine takter. Trods sin yderst beskedne amatørkarriere er den 20-årige Århus-dreng i besiddelse af fine tekniske kvaliteter. Hans jab sidder fint, og han slår gode kombinationer med slag fra mange forskellige vinkler.
Det var dog ikke nødvendigt at komme længere frem end første omgang, før Rabikoni viste, at danskeren skal forbedre sig defensivt. To gange i løbet af kampens første to minutter røg højren fra Rabikoni ind bag danskerens parader.
Det var dog et område, som Jonas Madsen hurtigt fik forbedret, og i de efterfølgende par omgange havde han i højere grad teten. Madsen var i aften i ringen mod en modstander, der var langt bedre end den engelske spoiler, han mødte i sin debut, men også denne opgave klarede danskeren fint.
I sidste omgang virkede danskeren en anelse mere ivrig – måske i et forsøg på at få stoppet kampen foran hjemmepublikummet. Det blev dog et par gange straffet, da Ribakoni sendte sin kontra retur til Jonas Madsens kæbe.
Danskerens talent er dog uomtvisteligt, og pointsejren var helt fair. Cifrene lød 60-54, 59-55, 58-56 til fordel for Jonas Madsen.
Foto: Søren Woller.

