Nick Evans (0-0-1) formåede ikke at vinde sin professionelle debut, da han var oppe mod den meget rutinerede belgier Ismail Abdoul (58-36-3, 20 KO). Efter seks omgange blev kampen dømt uafgjort.
Nick Evans lagde fint fra land i 1. omgang, hvor en meget aktiv dansk-amerikaner fik sendt masser af slag afsted mod sin belgiske modstander. Det var ganske vist ikke mange af dem, der rent fktisk gik ind og blev til tællende træffere, men danskerens aktivitet var nok til, at det retfærdigvis var ham, der løb med omgangen.
Allerede i 2. omgang virkede det dog som om, den særdeles rutinerede Ismail Abdoul havde forstået, at det ikke var nogen David Haye, han var oppe mod. Belgieren gik lidt mere til stålet, og når han gjorde det, var kampen faktisk mere jævnbyrdig, end en debutant måske bryder sig om.
Evans kom bedre med i 3. omgang, og selvom han en enkelt gang mod slutningen af runden blev ramt ganske seriøst, var der her tale om en langt mere jævnbyrdig omgang. Sådan var det også i den efterfølgende, hvor Abdoul tydeligvis var godt tilfreds med, at den dansk-amerikanske debutant var gået ned i tempo.
I 5. omgang var det Nick Evans, der begyndte bedst, men som omgangen skred frem, kom Ismail Abdoul bedre med, og mod slutningen måtte Evans tage imod to helt rene træffere. Det var på dette tidspunkt bestemt ikke givet, hvilken vej kampen skulle gå.
I sidste omgang formåede Nick Evans ikke at ændre særligt meget på billedet, og på knock-out.dk’s scorecard endte det derfor med en belgisk sejr.
Det var dommerne imidlertid ikke enige i. De var heller ikke enige med hinanden. Én dommer havde 58-56 til Evans, en anden havde 58-56 til Abdoul, mens den tredje havde uafgjort. Derfor blev det uafgjort.

