Ifølge meldingerne fra promotor Nisse Sauerland behøver danske boksefans ikke glæde sig til en kamp mellem Patrick Nielsen (28-1, 14 KO) og Lolenga Mock (32-14-1, 12 KO). Sauerland trækker lidt på skuldrene over det tilbud, som Mogens Palle og Brian Nielsen er kommet med omkring en kamp mellem de to boksere.
“Jeg kan ikke tage tilbuddet seriøst. Han bruger os som et pr-stunt,” siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet.
“Ærligt talt, Mock var lige ved at tabe sin seneste kamp. Og han tabte til Skoglund for noget tid siden. Han skal bokse mod en ordentlig modstander og slå ham (før en kamp mod Patrick Nielsen kan komme på tale, red.),” tilføjer promotoren.
Mock boksede senest i december, hvor han pointbesejrede den ubesejrede italiener Alessandro Sinacore. Det er planen, at Mock skal i ringen igen den 26. februar, når Palle holder stævne i Århus.
Foto: Wende.