tirsdag, 20. maj 2025

25.12 Bruun: Jeg fortryder intet

Kasper Bruun vil formentlig bruge juledagene på at spise lidt mere, end han plejer. Han behøver nemlig ikke længere bekymre sig om at skulle overholde vægtgrænsen til letweltervægt.
 
Den 27-årige nordjyde har meddelt, at karrieren som professionel bokser er forbi. Det er en karriere, der i høj grad har budt på op- og nedture, siden debut’en i 2008.
 
“Jeg fortryder ikke noget som helst, for jeg har haft en lang række fede oplevelser som professionel bokser. Jeg har været på plakaten ved tre stævner, hvor Mikkel Kessler har bokset. Jeg har bokset i Parken og kunnet leve af noget, som jeg virkelig holder af, men nu er det simpelthen ikke det værd længere,” siger Kasper Bruun til Nordjyske.
 
Bruun indledte karrieren hos promotor Robert Larsen. Det begyndte egentlig fint, og efter debutkampen var der rosende ord fra selveste EBU’s præsident. Men da verden krakelerede for Robert Larsen, begyndte tingene at se komplicerede ud for Bruun, som måtte slås hårdt uden for ringen for overhovedet at kunne vende tilbage.
 
Det kunne han. Han kom til Team Sauerland, inden turen gik videre til Euro Event og sluttede med et par kampe for Sauerland.
 
“For mig handler det ikke om bitterhed. Det handler mere om, at jeg gerne vil advare andre unge boksere om, hvad det er, de går ind til. Bokseverdenen har givet mig mange fede oplevelser, men man kan se, hvad der sker, hvis man bare én gang ikke lever op til forventningerne. Derfor er det en meget hård branche, og lige nu har jeg svært ved at se en stor fremtid for professionel boksning i Danmark,” siger Kasper Bruun.
 
Foto: Wende.

Seneste historier