Selvom det endnu ikke er fastlagt, hvor WBC-kampen mellem Carl Froch og Mikkel Kessler skal bokses, siger administrerende direktør hos Sauerland Event, Chris Meyer, til sporten.dk, at det mest sandsynlige er, at kampen vil blive bokset i Herning.
“Stedet er ikke endelig fastlagt, der er flere muligheder, men Herning er vores favorit. Folkene i Herning gjorde et flot stykke arbejde i forbindelse med Perdomo-kampen, og vi foretrækker små intense arenaer,” siger Chris Meyer til sporten.dk.
Chris Meyer fortæller videre, at man inden VM-stævnet 5. december vil sætte sig sammen og analysere, hvad der gik galt i forbindelse med Kesslers nederlag til André Ward.
“Mikkel var ikke klar til at møde Ward på dagen. Noget gik galt, nu skal vi finde ud af hvorfor. Var han i USA for kort tid eller for lang tid? Trænede han for lidt eller for meget? Var der for mange omkring ham – eller for få? Har han behov for nye folk omkring sig? Vi vil i Sauerland analysere tingene internt, det samme gør Mikkel,” siger Chris Meyer.