Hvis promotor Kalle Sauerlands ord står til troende, vil der i løbet af få dage blive annonceret en modstander til Mikkel Kesslers næste kamp. Den danske supermellemvægter hævder selv, at han ikke har hørt om, hvem en kommende modstander kunne blive, men han ved, hvad han gerne vil.
“Jeg vil helst have en, der er verdensmester, for jeg vil gerne vise, at jeg stadig er med, og jeg vil gerne vise mine fans, at jeg kan blive verdensmester for sjette gang,” siger Mikkel Kessler til TV 2 Sporten.
Danskeren peger selv på André Ward og Carl Froch, der sammen med Joe Calzaghe er de eneste, der har besejret danskeren.
“Ward har jeg tabt til i en beskidt kamp, hvor jeg ikke rigtigt var der. Alt gik ikke min vej. Han er en meget dygtig bokser, han er ubesejret, og ham vil jeg rigtigt gerne møde på dansk grund. Ellers er Froch en af mine prioriteter, og derfor er jeg også glad for, at han har udtalt, at han gerne vil møde mig,” siger Mikkel Kessler, som erkender, at han ikke er 100 procent sikker på, at der kommer en ny kamp til ham.
“Tvivlen er der jo altid, men sådan er det. Jeg må bare holde hovedet højt og håbe på det bedste,” siger han.
Mikkel Kessler har ikke været i ringen, siden han i maj 2013 blev pointbesejret af Carl Froch i London. I mellemtiden er han bl.a. blevet far for første gang.