Hvis alt går vel, skal Patrick Nielsen (26-1, 12 KO) og Rudy Markussen (38-3, 25 KO) senere på efteråret i ringen mod hinanden. Først skal de dog ved stævnet den 12. september i Frederikshavn passere mere overkommelige modstandere.
Rudy Markussen er dog allerede lidt længere fremme i tankerne, og han er ikke i tvivl om, at det er ham, der vil vinde det rent danske opgør.
“Det er en kamp, jeg er sikker på at vinde. Jeg har mødt modstandere, der er langt bedre end ham. Jeg er bedre teknisk, og jeg har langt større slagkraft end Patrick,” siger Rudy Markussen til Ritzau.
Ved stævnet i Frederikshavn skal Markussen i ringen mod Ramazi Gogichashvili (19-6-2, 9 KO). Men hans fokus ligger både på denne kamp og den kommende kamp mod den yngre landsmand.
“Det er et dobbeltfokus, men når jeg først står i ringen i Frederikshavn, så er det der, jeg har mit fokus. Men det er klart, at alt hypen, og det folk snakker om, er kampen mellem Patrick og mig,” siger Rudy Markussen.
Foto: Wende.