fredag, 6. februar 2026

25.04 Thorslund vandt sikkert på point

Dina Thorslund (2-0, 1 KO) kom også let og ubesværet til sin anden sejr som profbokser, selvom hun denne gang måtte slide noget mere for det end i debutkampen. Polske Bojana Libiszewska (0-6) blev besejret tårnhøjt på point.
 
I modsætning til sin debutkamp fik Dina Thorslund denne gang lov til og mulighed for at bokse nogle omgange.
 
Bojana Libiszewska var egentlig ikke nogen dårlig modstander, og for en nyprof som Thorslund, der kun har 30 sekunders slagtning af et lig bag sig i en profring, var hun en ganske udmærket test.
 
Thorslund brugte de første par omgange på at finde den rigtige afstand med jabbet, men da hun begyndte at få sin slaghånd ind, fik polakken travlt med at holde og spoile.
 
Det kostede i 3. omgang et pointfradrag til Libiszewska, men det var reelt ubetydeligt. På dette tidspunkt stod det nemlig klart, at det ikke var på point, den tidligere polske amatørmester skulle vinde, hvis hun altså skulle fra Hornslet med en sejr.
 
Dina Thorslund lod til at lade sig en smule distrahere hele tiden at blive holdt, men alligevel formåede hun faktisk at vise prøver på ganske udmærket boksning.
 
Polakken ville bare gerne undgå tæv, og det gjorde hun ved at holde. Det kostede hende i 5. omgang endnu et strafpoint, og alligevel slap hun ikke for tæv. I sidste omgang slap hun for de helt vilde klaps, men den danske sejr var da klar og overbevisende.
 
Alle tre dommere scorede kampen 60-52 til fordel for Dina Thorslund.

Seneste historier