mandag, 9. december 2024

25.04 The Ring: Nederlag vil koste Kessler Hall of Fame

Taber Mikkel Kessler til Carl Froch den 25. maj i O2-arena, kommer han aldrig i boksningens internationale hall of fame. Det siger journalisten Marty Mulcahey fra The Ring til Knock-out.dk. ”Hvis han taber denne kamp, og der ikke er en tredje kamp mellem dem, så tror jeg ikke, at han kommer ikke i Hall of Fame”, siger Marty Mulcahey. Mulcahey har fulgt Mikkel Kesslers lange karriere på toppen, siden danskeren vandt WBA-titlen første gang i 2004. Amerikaneren, der er med til at lave The Rings ranglister og har skrevet for magasinet den midten af 1990’erne, mener, at Kesslers nederlag vil betyde for meget. ”Hvis han taber tre af sine fire største kampe, så vil han ikke komme i Hall of Fame”, siger amerikaneren. Men det er naturligvis ikke nok at undgå nederlag i karrieren. En bokser skal også vise sine kvaliteter i store kampe for at blive optaget. ”Et af kriterierne er, om du har bokset mod de bedste, eller der er modstandere, du har undgået. Der er mange boksere, som vi tænker, er de bedste, men vi ved det ikke, fordi de ikke mødte de bedst mulige modstandere”, fortæller Marty Mulcahey. Han peger på et tydeligt eksempel fra Mikkel Kesslers vægtklasse, hvor manglende vilje til at møde de bedste ser ud til at koste optagelse i Hall of Fame. ”I supermellemvægt er den person, som falder i tankerne, den store tyske bokser Sven Ottke, der trak sig tilbage som ubesejret. Men han mødte aldrig Joe Calzaghe, så der er tvivlen om han var den bedste i sin tid?”, spørger Mulcahey. Sven Ottke gik på pension i 2004 uden nederlag i 34 kampe og med hele 21 forsvar af IBF-titlen. Alligevel er han ni år efter ikke blevet ophøjet til legendestatus. Men udover manglen på store kampe, har han en ulempe, som også rammer Mikkel Kessler. ”Hall of fame er baseret i USA og 90 procent af dem, der stemmer er amerikanere. Jeg mener ikke, at de gør deres research ordentlig. Hvis en bokser kæmper på amerikansk tv, så vil han kunne komme ind i hall of fame, men en god europæisk bokser, der ikke er på Showtime eller HBO kommer ikke ind”, forklarer Mulcahey. Han har i en årrække har været en hård kritiker af den positive særbehandling Hall of Fame giver amerikanere, mens europæere og især asiater bliver snydt i den årlige kåring. Han giver den tidligere verdensmester i superfjervægt og letweltervægt Arturo Gatti som eksempel på en bokser, der ikke havde en rekordliste, der var god nok til at måle sig med de bedste. ”Hvis du ser på en bokser som Arturo Gatti, som kom ind i Hall of Fame i år – havde han talentet til at blive optaget? Det mener jeg ikke, men han var underholdende”, siger Mulcahey. Og det var en underholdning, som han kunne vise overfor de stemmeberettigede, der så ham på amerikansk tv. Den mulighed har Mikkel Kessler også haft. Danskerens første kamp mod Carl Froch blev vist på Showtime og den 25. maj vil kampen blive vist på HBO. En sejr vil øge Mikkel Kesslers chancer for at komme i Hall of Fame betydeligt, mener Marty Mulcahey. ”Jeg tror, at hvis Kessler kan vinde – hvis han kan slå Froch igen på amerikansk tv – sammen med de andre optrædener han har på amerikansk tv, så har han chancen for at komme ind i International Hall of Fame”, siger Mulcahey.

Seneste historier