tirsdag, 14. januar 2025

25.04 Graversen vandt fortjent trods slutkrise

Sejren til Mark Graversen (9-1-1, 3 KO) var helt fortjent, men polske Przemyslaw Pikulik (1-2, 1 KO) var mod slutningen ved at lave rav i det hele. Graversen overlevede dog og vandt en fortjent pointsejr efter seks omgange.
 
Vel var det en rusten Mark Graversen, der gik i ringen. Alt andet ville da også være en smule underligt. Men tydeligt var det, at Graversen trods den lange pause ikke har glemt at bokse.
 
Især Mark Graversens højre svng var flere gange i kampens indledning et godt våben. Det var det sving, der for år tilbage slog Robert Nordman hele vejen hjem til Sverige, men denne aften blev Pukilik stående.
 
Vel måtte Graversen da tage imod, men generelt arbejdede danskeren så meget og så ihærdigt, at der ikke var nogen tvivl om, hvem der løb af med omgangene.
 
Nuvel, Pukilik er hverken tidligere eller kommende verdensmester. Men som comeback-modstander til Mark Graversen var han faktisk ganske udmærket. Han kom for at tage kampen, han gav modstand, og han kom da også ind med sine træffere. Men han var generelt ikke god nok til for alvor at presse Mark Graversen i spørgsmålet om sejren.
 
I 4. omgang begyndte polakken at signalere, at han ikke brød sig så meget om at være i ringen, som han gjorde et par omgange tidligere. De hårde træffere fra Graversen blev flere, og det blev muligt at høre, at han var på hjemmebane i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.
 
En dyb venstre og et højre sving gjorde nas på Pikulik, som syntes mærket, selvom han blev på benene og kæmpede retur.
 
Mod slutningen af kampen faldt tempoet og intensiteten en smule. Polakken havde nok indset, at det ikke blev i dag, han skulle vinde, og Mark Graversen var nok ved at være småtræt. Danskeren arbejdede stadig nok til at vinde omgangene, men heller ikke ret meget mere.
 
I sidste omgang virkede Graversen rystet, og han fik travlt med at holde. Her kom rutinen dog danskeren til hjælp, og han slap igennem krisen, selvom han et par gange tumlede rundt på gulvet efter infight.
 
Det var dog fuldt fortjent, at Mark Graversen efter de seks omgange kunne hæve armene og fejre sin niende professionelle sejr.
 
Alle tre dommere scorede kampen 59-55 til fordel for Mark Graversen.

Seneste historier