Det er en ærgerlig Rudy Markussen, der på grund af en skade er blevet tvunget til at melde afbud til Nordic Fight Night-stævnet i Frederikshavn den 13. april.
“Det er et kæmpe slag i hovedet på mig. Både privat og boksemæssigt,” siger Rudy Markussen til sporten.dk.
Det er en diskusprolaps i nakkeregionen, der tvinger Rudy Markussen til at melde afbud til kampen mod Luke Blackledge. Englænderen, der sidste sommer stoppede Mads Larsen, skal nu i stedet i ringen mod svenskeren Erik Skoglund.
Rudy Markussen vendte i december tilbage til ringen efter knockout-nederlaget mod Brian Magee. Det gjorde han med en let sejr over en ungarsk journeyman, og han var nu klar til at steppe op i niveau mod englænderen. Men det må vente.
“Jeg kan ikke beskrive, hvor surt det her er,” siger Rudy Markussen.
Foto: Wende.