mandag, 24. juni 2024

25.03 Jørgen Hansen fylder 70 år

 
På onsdag – den 27. marts – fylder Jørgen “Gamle” Hansen 70 år.
 
Det blev markeret allerede i lørdags, hvor den tidligere EBU-mester holdt reception og fødselsdagsfest i anledning af sin fødselsdag. En lang række gamle venner fra boksemiljøet var mødt frem, og der blev afleveret store ord om den gamle mester.
 
“Han er jo en af de mest interessante boksere, vi har haft gennem tiderne. Tilskuerne kunne være sikre på spænding, både af den gode og den dårlige slags, og så kunne han slå en proper næve,” siger Mogens Palle til Nordjyske.
 
I fjor udkom bogen “Gamle Hansen”, der var en biografi af Jørgen Hansen. Bogen blev skrevet af journalisten Birgitte Lorentzen, og også hun havde store ord til overs for Jørgen Hansen.
 
“Han er et fantastisk dejligt menneske, og selvom han er en smule dement, så kan han jo stadig huske alt fra karrieren. En spændende mand,” sagde Birgitte Lorentzen.
 
Jørgen Hansen færdes stadig i det gamle boksemiljø, hvor han mødes med andre eks-proffer som Tom Jensen og Christian Larsen.
 
“Vi mødes stadig engang imellem hjemme hos Jørgen. Og så tager jeg Tom med mig på min vej fra Blokhus. Så hygger vi os rigtigt og udveksler røverhistorier fra de gamle dage,” sagde Christian Larsen.

Seneste historier