Det var højst overraskende, at Ishe Smith i weekenden blev IBF-verdensmester i letmellemvægt. Smith har i flere år fristet en tilværelse blandt de næstbedste boksere, og han er tidligere blevet forsøgt hevet til Danmark for en revanchekamp mod Ahmed Kaddour.
“Vi prøvede at få sat en rematch op til Nordic Fight Night for et års tid siden, men det lykkedes desværre ikke,” siger Nisse Sauerland til Ekstra Bladet.
Promotoren arbejder videre for en kamp mellem de to boksere, der verbalt røg i totterne på hinanden, da tv-serien The Contender løb over skærmen i USA.
“Det er en kamp, der er nem at markedsføre, fordi der er en historie mellem de to boksere. Så den kamp giver rigtig god mening. Også fordi Smith måske ville se Ahmed som en relativt nem modstander i en VM-kamp, som der også ville være penge i. Det ville så bare være en fejl af ham at tro, det ville blive nemt. Hvis Ahmed træner og er i form, har han høj klasse, så det ville være en kamp, han også har en chance for at vinde,” siger Nisse Sauerland, der allerede har forhørt sig om mulighederne.
“Jeg har allerede ringet til dem i dag for at forhøre mig på mulighederne, og jeg vil arbejde videre på det,” siger Nisse Sauerland.
Foto: Wende.