fredag, 11. oktober 2024

24.09 Anmeldelse: “Kessler – skabelsen af en kriger”

Titel: ”Kessler – skabelsen af en kriger”
Fofatter: Anders Damgaard og Jonas Nyrup
Sider: cirka 272
Pris: 249,-
Udkommer: 17/9 2010
Forlag: Peoples Press

Det var i hård konkurrence, at Anders Damgaard og Jonas Nyrup hen over sommeren skrev deres bog om Danmarks største bokser gennem tiderne. ”Mikkel Kessler – Skabelsen af en kriger” ramte gaderne omtrent samme tid, som den konkurrerende journalist Michael Enggard sendte sin version, ”Kessler”, på gaden, og den hårde konkurrence går hårdt ud over Damgaard og Nyrup.

Historiens hovedperson, Mikkel Kessler, har valgt udelukkende at bakke op om ét bogprojekt, så Damgaard og Nyrup må klare sig uden deres vigtigste kilde. Det lider historien kraftigt under. Selvom de begge i deres egenskab af journalister for både Ritzaus Bureau, B.T. og Berlingske Tidende har dækket boksesporten tæt gennem det meste af et årti og derfor et utal af gange har talt med Mikkel Kessler og Mogens Palle, er det et alvorligt handicap, at krigeren selv ikke deltager med nye interveiws.

Momentvis kommer vi helt bag facaden. På Islands Brygge i 1980’erne, hvor den lille Mikkel det meste af tiden føjtede rundt på gaderne i et miljø, hvor en stor del af vennerne siden i større eller mindre grad er kommet på kant med loven. Oplysningerne bygger på interviews, som de to journalister gennem årene har samlet sammen, og fra Mikkel Kesslers spæde ungdom er det primært søsteren Linse, der for år tilbage gav interview til B.T., som er hovedkilden.

Kritiske røster vil påstå, at bogen i virkeligheden slet ikke handler om Mikkel Kessler. At stjernen blot er forfatternes anledning til at skrive en bog om noget, der interesserer dem meget mere end hovedpersonens barndom og opvækst: Professionel boksning.

Således indeholder bogen flere historier, der hver for sig er sublime fortællinger. Historier, der selv for kendere af den professionelle boksesport bidrager med nye og interessante oplysninger om det spegede, korrupte og til tider fuldstændige uoverskuelige kaos, der til tider finder sted bag kulisserne – langt væk fra bokseringens projektørlys.

Et godt eksempel er kapitlet ”Tough Tony”, hvor der bliver stillet skarpt på den amerikanske journeyman Tony Menefee. Historien fortæller, hvordan Menefee byggede sin rekordliste op, så den til sidst havde så fornemt et udseende, at den indbragte ham en placering som nummer tre på WBA’s verdensrangliste og en titelkamp mod den aldrende legende Hector Camacho.

Vejen dertil havde dog været en anelse alternativ. Menefee debuterede som professionel bokser som 12-årig under falsk navn, og da snyderiet blev opdaget blev han udelukket fra amatørboksning. Han debuterede derfor som 17-årig, og i de kommende år boksede han tonsvis af kampe for at pumpe rekordlisten op. Hverken han selv eller hans modstandere holdt sig tilbage med at benytte falske navne. Således oplevede Tony Menefee meget tidligt i karrieren at bokse mod sin egen far – også han stillede op under falsk navn.

Af øvrige eksempler kan nævnes kapitlet om Mogens Palles mangeårige samarbejdspartner Robert Mittleman og dennes dom for korruption for at have manipuleret med resultater af boksekampe, attentatforsøget med den engelske promotor Frank Warren og det skarpe lys, der bliver stillet på de notorisk korrupte verdensforbund, der uden at tøve fusker med ranglisterne og rangerer de boksere, hvis bagmænd er mest villige til at betale penge under bordet.

Historierne er alle utroligt spændende og læsevenlige, men for dem alle gælder det, at de ikke har alverden at gøre med Mikkel Kessler.

Hvis man ønsker at læse en bog, der handler om den professionelle bokseverden og om det spegede og utilregnelige spil, der foregår bag kulisserne, er de 249 kroner givet godt ud. Ønsker man som læser derimod at komme helt tæt ind på livet af Danmarks største bokser gennem tiderne, bliver man skuffet. 

Seneste historier