24.08 Abraham-sejr mødt med pibekoncert

Det tyske publikum gav højlydt udtryk for deres utilfredshed, da Arthur Abraham (37-4, 28 KO) blev udråbt som vinder mod Willbeforce Shihepo (20-7, 15 KO) lørdag aften i Schwerin. Kampen om WBO’s intercontinental-titel i supermellemvægt gik alle 12 omgange, og det var upopulært, da scorecardsene på 117-111, 116-112 og 116-113 blev læst op.
 
Shihepo fra Namibia dominerede den første halvdel af kampen og syntes på vej til sejr. Den tidligere verdensmester i mellemvægt og supermellemvægt var for åben, og afrikaneren kom for let ind med sine stød. Men omkring 6.-7. omgang vendte kampen. Abraham fik styr på dobbeltparaderne og Shihepo gik ned i tempo. Efter 12 omgange scorede Knockout.dk kampen knebent til hjemmebanebokseren med 115-113.
 
Efter kampen gav Abraham udtryk for, at han ønskede en rematch mod WBO-verdensmesteren Robert Stieglitz, som han tabte til i marts i år. Der var dog ikke meget i tysk-armenerens præstation, der viste, at han er klar til nye kampe på topniveau.

Seneste historier