mandag, 20. januar 2025

24.06 Palle: Lav titelkampe for amatører

De seneste mange år har budt på faldende interesse for amatørboksningen. En udvikling, der ærgrer alle boksefans. Boksepromotor Mogens Palle har et forslag til, hvordan amatørboksningen måske kan gøre sig selv mere interessant for tilskuerne i fremtiden.
 
“Mit forslag til DABU er, at man skal arrangere nogle titelkampe og afvikle dem ude ved klubstævnerne,” siger Mogens Palle til Horsens Folkeblad.
 
“Hvis der er en titelkamp med en bokser fra den lokale klub, kan det fylde salen med tilhængere. Man skal stadig afvikle de jyske, sjællandske og danske mesterskaber, men man ser ofte, at boksere føler sig snydt af dommerne. Giv dem en mulighed for at udfordre mesteren,” tilføjer han.
 
Mogens Palle har også et forslag til, hvordan forbundet, der administrerer dansk amatørboksning, skal kunne stå for det formelle arbejde i forbindelse med disse titelkampe.
 
“En sportskomité under DABU kunne styre det, så der blev bokset titelkampe ved de åbne stævner, og hvis en udfordrer slår mesteren, skal han være den officielle regerende mester. Man skal blot lade være med at arrangere den slags titelkamp en måned før DM-stævnet, så man ikke generer selve det danske mesterskab,” siger Mogens Palle.

Seneste historier