I en næsten bizar udvikling kan en staldkammerat til Carl Froch blive den mand, der hjælper Mikkel Kessler til at vinde kampen den 25. maj i London mod netop Carl Froch. Englænderen George Groves (18-0, 14 KO), der er regnet som nummer otte i verden af The Ring, kan i løbet af få dage stå i Kastrup klar til at finpudse danskeren. Det fortæller Mikkel Kesslers træner Jimmy Montoya. “Jeg tror George er den rigtige form for bokser, der ville give Mikkel to uger af den rigtige slags sparring. Jeg ønsker at få ham over, fordi jeg ønsker at sikre Mikkel er i den bedst mulige form og kan håndtere noget”, fortæller Jimmy Montoya til Daily Mail. George Groves har tidligere råbt på en kamp mod IBF-mesteren Carl Froch. Han har blandt andre slået OL-guldvinderen og den netop afgåede europamester i supermellemvægt James DeGale og den tidligere verdensmester Glen Johnson. Jimmy Montoya fortæller, at de satser på, at George Groves kommer den 28. april, men selvom der er forhandlinger om det, så er det endnu usikkert, om den 25-årige Commonwealth-mester kommer til Danmark. “George har en god boksestil. Vi forsøger at lukke handlen om at han kommer herover. Men det er først når han er her, at vi kan sige, at han kommer, fordi jeg har været i boksning lang tid, og du ved aldrig, hvad der vil ske. Så mange ting sker i boksning i sidste øjeblik”, siger Jimmy Montoya. George Groves er selv ved at forberede sig til en kamp på Kessler-Froch II undercardet. Han skal bokse mod Noe Gonzalez Alcoba (30-2, 22 KO) fra Uruguay.

