søndag, 12. januar 2025

24.01 Vi skal nok tilbage til Struer…

Lørdag var Struer for første gang hjemsted for en udgave af Nordic Fight Night. Men næppe sidste. Lokalområdet viste sig nemlig at være en så god medspiller til afholdelsen af et boksestævne, at vi godt kan forberede os på, at vi igen på et senere tidspunkt skal vende blikket mod vest for at se boksning.En fyldt arena er mildt sagt ikke hverdagskost i dansk profboksning anno 2017,men det var, hvad bokserne lørdag aften gik i ringen til. En meget stor gruppe tilskuere deltog endvidere i spisning forud for stævnet, og derfor var hallen allerede så godt som fyldt under de første forkampe, hvor to tyske boksere, der for danske boksefans reelt er ligegyldige, gik i ringen.Og der var ingen tvivl om, hvem de flere end 1000 tilskuere var kommet for at se. Dina Thorslund (8-0, 5 KO) fik den mest intense og kraftige opbakning, en dansk bokser har oplevet siden Mikkel Kessler. Den kvitterede hun for ved at vinde alle 10 omgange mod rumænske Xenia Jornaec (7-2, 2 KO) og sikre sig WBC’s undgomstitel. Danskeren lagde ud i et vanvittigt tempo og var måske vel rigeligt ivrig efter at imponere de mange tilskuere i den by, der trods hendes københavnske rødder er blevet hendes hjemmebane.Sejren var aldrig i fare, og den var kæmpestor, selvom rumæneren aldrig var tæt på at ryge i gulvet. Det var hun trods alt for god til, selvom hun ikke var god nok til for alvor at byde Thorslund op til dans.”Jeg havde ikke nogen forventning om at stoppe hende,” lød erkendelsen da også efterfølgende fra Dina Thorslund, som ellers lagde ud i en stil, der tydede på, at hun gik efter at få rumæneren på halen.Sejren var særdeles populær blandt hjemmepublikummet, og hele atmosfæren omkring titelkampen er årsagen til, at Sauerland nok tager os med til Vestjylland, når Thorslund næste gang topper plakaten. Hvornår hun gør det, og om det bliver i en titelkamp, er selvsagt usikkert, men ambitionerne er til stede hos den 23-årige blondine.”Jeg er ikke den, der har gået og drømt om at skulle være verdensmester. Jeg har et liv uden for boksning, så boksning betyder ikke alt, men en af de største ting, jeg skulle forestille mig, ville være at samle bælterne i de store forbund,” sagde Dina Thorslund.Jammerlig indsats af Patrick NielsenPatrick Nielsen (29-1, 14 KO) vandt efter 10 omgange på point mod colombianke Beibi Berrocal (17-4, 16 KO), og det var sådan set alt det positive, der var at sige om den kamp. Patrick Nielsen har i de sidste par uger op til kampen oplevet en særdeles turbulent tid med et trænerskifte og en voldsom dopinganklage mod sin lillebror, ligesom han er blevet far, og en god ven er blevet myrdet. Set i det lys er det ikke vanvittigt overraskende, at Patrick Nielsen ikke leverede karrierens mest fantastiske indsats.Alligevel må det siges at være utilfredsstillende. Publikummet i Struer Arena var bestemt heller ikke tilfreds, og Patrick Nielsen måtte efter de 10 omgange finde sig i at blive udsat for en massiv pibekoncert, da han fik tildelt den sejr, som ellers var fair nok, selvom det ikke ligefrem var kønt.Efter to fornuftige omgange blev tilskuerne slæbt igennem otte rædselsfulde af slagsen, hvor Patrick Nielsen maksimalt slog et enkelt slag, inden han søgte ind for at holde. Danskeren var tydeligvis ude af form og vejede adskillige kilo for meget, og det er naturligvis noget, der skal rettes markant op på, hvis han skal gøre sig nogle forhåbninger om at vinde større kampe.
Det er altså direkte tilbage til træningslokalet. Derfor kunne det virke logisk, hvis Patrick Nielsen kunne se frem til en kamp allerede ved stævnet i marts, inden en eventuel mere seriøs opgave sidst på foråret, men sådan er promotor Nisse Sauerlands strategi tilsyneladende slet ikke.Skal Patrick Nielsen bokse ved næste stævne?”I marts? Nej, nej, der bokser Dennis Ceylan jo hovedkampen,” svarer Nisse Sauerland.Jaja, men det forhindrer vel ikke Patrick Nielsen i at bokse en lettere kamp på undercardet?
”Patrick er en main event fighter.”Ok. Hvad venter så for ham nu?”Det kan være en eliminator i WBA-regi eller måske en kamp mod Skoglund. Der er mange muligheder,” lyder det fra den tyske promotor.Den sang har vi efterhånden hørt et par gange før, og den er faktisk ved at være en smule trættende. Som Patrick Nielsen boksede i lørdags, vil han ikke engang være klar til en eliminator om det intercontinentale Struer-mesterskab, og Erik Skoglund er som officiel EM-udfordrer optaget af mere meningsfulde kampe.En logisk kortsigtet plan ville derfor have været, hvis en overkommelig modstander – gerne med glaskæbe – kunne udfylde lidt af ventetiden og hæve Patrick Nielsens motivation i det lange stykke tid, der kommer til at gå, inden han igen skal være hovednavn. Men sådan kommer det altså ikke til at være.Klask til KhattabFor Abdul Khattab (15-2, 4 KO) sluttede aftenen som en stor skuffelse, da han som den tredje dansker blev stoppet af Arman Torosyan (18-3-1, 15 KO). I perioder af kampen boksede Khattab ellers glimrende – faktisk noget af det bedste i flere år – men det nytter selvsagt ikke, når man til slut må i gulvet.Khattabs nederlag kommer ikke vildt overraskende, for i de seneste to år har hans udvikling stået i stampe. Sauerland ønskede helt tydeligt at teste ham for at se, om han er en bokser, der er værd at satse på, og umidddelbart dumpede han. Det er dog langt fra sikkert, at han er færdig, for Nisse Sauerland nævnte Khattab som en mulig bokser på stævnet den 18. marts, hvis han ellers er klar. Det er han dog næppe, da DPBF’s læge gav ham seks ugers karantæne på grund af nederlaget.En, der helt sikkert ikke er færdig, og som med meget stor sandsynlighed bokser i Århus den 18. marts, er Mikkel Nielsen (2-0, 1 KO). Lørdag blev antallet af sejre fordoblet, da russiske Leri Tedeev (4-2, 1 KO) blev slået stort på point. Det eneste ærgerlige ved den kamp var, at Mikkel Nielsen i fem ud af de første seks omgange dansede og undveg og scorede på enkelte hurtige serier i stedet for at tage initiativet til at styre kampen. Det var dog en helt bevidst taktik, forklarede han bagefter.”Han ville gerne ind og slås, og så havde han en højre, som jeg skulle passe rigtigt meget på. Til træning har vi arbejdet meget med, at jeg skal bevæge mig meget rundt om ham, og det lykkedes fint,” sagde Mikkel Nielsen, som i sidste omgang fik frit valg af træner Joey Gamache til at bokse mere aggressivt, hvis lysten og luften var der. Det var den, og så boksede Mikkel Nielsen ellers sin bedste omgang i kampen. Men hvorfor skulle vi vente helt til sidste omgang med at se det?”Det var, fordi jeg havde god luft. Det er første gang, jeg bokser seks omgange, så jeg var usikker på, om jeg havde luft til det,” sagde Mikkel Nielsen.To måneder til næste stævneStævnet blev indledt med to tyske boksere, der havde fundet vej til stævnet af to gode grunde: Dels er Sauerland i besiddelse af for få danskere til at fylde et helt stævne, og dels betalte den tyske tv-partner Ranfighting for de to kampe. Leon Bunn (2-0, 2 KO) nedlagde helt som planlagt sin modstander lynhurtigt, og Stefan Haerel (13-0, 1 KO) formåede minsandten for første gang i profkarrieren at stoppe en modstander før tid.Stefan Haertel viste endnu engang, at han er en aldeles glimrende bokser, som desværre ikke evner at slå så meget som en flue ud af kurs. Havde han haft punch i næverne, ville han være dødselsfarlig og en mand, de bedste i verden skulle begynde at holde øje med. Nu er han i stedet en, der sandsynligvis må sætte overliggeren en smule lavere. Talentet er dog rigeligt stort til, at han bør nå den europæiske top.Næste gang, Sauerland inviterer til Nordic Fight Night, er den 18. marts i Århus, hvor der er en rigtig interessant hovedkamp på plakaten. Her sætter Dennis Ceylan (18-0-1, 8 KO) nemlig sin EM-titel i fjervægt på spil mod engelske Isaac Lowe (13-0-1, 5 KO). Ikke siden Spend Abazi i 2002 besejrede Dmitry Kirilov er det lykkedes en dansk bokser at forsvare sin EM-titel. Det skal Ceylan være særdeles velkommen til.Direkte adspurgt, hvem der skal bokse på undercardet, var det tydeligt, at det ikke er noget, Nisse Sauerland endnu har overvejet. Men der er god grund til at forvente, at i hvert fald Mikkel Nielsen og Dina Thorslund vil komme i ringen.Fotos: KGZ Fougstedt.

Seneste historier