mandag, 4. november 2024

24.01 Kessler bokser for æren

Det er ikke pengene, der er den største motivation, når Mikkel Kessler senere på foråret kravler mellem tovene et sted i England for igen at møde Carl Froch. Det handler om, at den på det tidspunkt 34-årige dansker gerne vil huskes som en af sportens allerstørste fightere.  “Jeg er super glad for alle de mange roser, jeg har fået i Danmark gennem tiderne, men jeg ved også nu, at jeg har opnået al den anerkendelse, jeg kan få herhjemme, og derfor fylder det da noget, at jeg også vil blive husket som en af de største på den internationale scene, når min karriere før eller siden er forbi. Jeg tror ikke, jeg er så meget anderledes end de fleste andre, når det handler om at få anderkendelse fra de allerstørste steder,” siger Mikkel Kessler til Ekstra Bladet. Mikkel Kessler ved, hvad det kræver af ham, hvis han skal op i samme liga som nogle af de helt store.  “Først og fremmest at jeg formår at besejre Carl Froch. Jeg synes, det er kendetegnende for boksningens legender, at de alle har formået at komme tilbage til verdenstoppen, efter de har tabt. Det er også på den måde, Carl Froch har genrejst sig selv og sit eget navn. Han tabte til mig, han tabte til Ward, men formåede alligevel at smadre den på det tidspunkt ubesejrede Lucian Bute,” siger Mikkel Kessler.

Seneste historier