fredag, 13. december 2024

24.01 Anita: Kan mærke, det er tid at gasse ned

Det er ikke sjovt at træne i flere timer hver eneste dag uden at vide, om der ligger en kamp og venter. Det mener i hvert fald Anita Christensen, og det er den væsentligste årsag til, at hun nu har valgt at indstille sin professionelle boksekarriere.    “Da jeg mødtes med min promotor Allan Back i starten af måneden, fik jeg at vide, at der ikke var nogen stævner planlagt. Det vil sige, at jeg i princippet ikke kunne vide, om jeg skulle bokse en eller fire kampe i løbet af året,” siger Anita Christensen til Randers Amtsavis. Den tidligere WBA- og WBC-verdensmester er efterhånden blevet 40 år, og alderen er da også begyndt at sætte sine spor.”Jeg kan også mærke på min krop, at det er ved at være tid til at gasse ned. Jeg har trænet rigtigt hårdt i over 20 år, hver eneste dag, og nu kan jeg mærke på kroppen, at den ikke synes, det er helt så sjovt længere,” siger Anita Christensen, der slår fast, at hendes beslutning om et karrierestop er definitiv.”Jeg har aldrig tidligere sagt, at jeg stopper. Det er medierne og ikke mig, der har kaldt mine kampe for et comeback, og derfor kan jeg også definitivt sige, at der ikke bliver flere kampe nu,” siger hun. Foto: Team Palle.

Seneste historier